Leanders Linje: Alt om skandalerne i Horsens og Brøndby
Superligaen har afviklet femte spillerunde. Benjamin Leander analyserer alle de store kald set med dommerbriller.

Sønderjyske – FC Nordsjælland (Morten Krogh – karakter 6/10)
Kampens sværhedsgrad: Normal
Morten Krogh gik fra banen i Irland klokken 22 lokal tid torsdag aften til Conference League playoff-runde opgøret mellem Shamrock og KuPS, og derfor kunne det undre en del, at han var valgt som opmand til SJF – FCN med kickoff søndag klokken 12.
Krogh havde dog ikke meget at se til her – FCN var for overlegne og selv et småfrustreret Sønderjyske-mandskab med 20 begåede frispark, kunne ikke gøre kampen her til meget mere end sværhedsgrad normal.
Sikkert 6-tal til Krogh her for en solid indsats og en velvalgt linje, hvor det blev til en del fløjteri og 32 frispark i en dog også noget arytmisk affære.
FC Midtjylland – Randers (Jens Maae – karakter 5/10)
Kampens sværhedsgrad: Normal
Grim fodboldkamp i Herning, hvor Randers tydeligvis kom til MCH Arena med ambitionen om at få et point ved at slå FCMs spil i stykker.
SEKSOGTYVE begåede frispark kan ikke være langt fra en rekord for flest begåede frispark af et enkelt mandskab i Superligaen, og selvom størstedelen af dem var temmelig ufarlige, skulle Maae konstant vurdere tingenes tilstand.
De fleste af vurderingerne vellykkede, men det var uforklarligt, at Mathias Greve slap for gult for at stoppe hjemmeholdets Iheanacho i farlig fremdrift på kanten få minutter efter Magnus Jensen hos hjemmeholdet havde fået velfortjent gult.
Et lille seks-tal kunne være i spil for Maae her, men jeg var også træt af, at et klinkende klart frispark til Daniel Høegh blev misset med FCM-hjørne til følge i stedet for. Derfor ender vi på et stort, stort Etta Cameron fem-tal.
AGF – OB (Mads Kristoffersen – karakter 5/10)
Kampens sværhedsgrad: Normal
Fed kamp i Århus, hvor AGF pustede og prustede, men ikke kunne blæse OB-huset omkuld.
Et hårdtspillende OB-hold vandt kortstatistikken med 6-0 (og tabte hjørnesparksstatistikken med 0-15), og Kristoffersen skulle undervejs kortvarigt vurdere, om Rasmus Falk skulle udvises for en hård tackling på Gift Links. Det virkede dog ikke sådan LIVE og heller ikke da de langsomme gengivelser kørte over skærmen.
Til gengæld var det meget svært at se hvorfor VAR-dommer Jakob Sundberg IKKE anbefalede straffe, da gæsternes Ouedraogo kom susende ind fra siden med en sand ishockey-blokering og lige akkurat fik snittet James Bogeres afslutning med det yderste af hænderne.
Det var i hvert fald hvad de langsomme gengivelser viste – LIVE var der ingen appeller for noget som helst, og det kan ikke forventes, at Mads Kristoffer Kristoffersen kan se så minimal en berøring som tilfældet er.
Den vigtigste røg fra pistolen er, at der tydeligvis er en bevægelse i Ouedraogos hånd, og selvom berøringen ER minimal, frikender det ikke OB-forsvareren for, at hans blokering sker med en arm, der gør hans krop unødvendigt bred.
Sundberg vil forsvare sig med, at billederne ikke utvetydigt viser klar hands på bolden. Det synes jeg nu, de gør.
Derfor ender Kristoffersen også noget hårdt med det størst mulige fem-tal overhovedet – det havde været 6/10, hvis straffesparket til AGF var blevet fløjtet.
Horsens – Lyngby (Michael Tykgaard – karakter 4/10)
Kampens sværhedsgrad: Normal
Viborg – FC København (Jakob Karlsen – karakter 7/10)
Kampens sværhedsgrad: Normal
Rigtig fin indsats af Karlsen, der ramte rigtigt på stort set alt i kampen. Man kunne tro, at der ville gå let sværhedsgrad i den efter 3-0 til VFF efter 16 minutter, men derfor skulle der stadig uddeles tre gule kort til FC København for hårde frispark begået af Meling, Clem og Robert, og Karlsens velvalgte linje med 27 frispark og mange fine placeringer undervejs sikrer ham et lillebitte 7-tal.
Læs også
Brøndby – Silkeborg (Aydin Uslu – karakter 3/10)
Kampens sværhedsgrad: Svær
Sikke en omgang for Aydin Uslu. Vi nærmede os karakter 2/10 efter de første 12 minutters spil, hvor VAR-dommer Jonas Hansen TO gange måtte korrigere straffespark tilkendt til Silkeborg.
Jeg har berettet om alle kampens hændelser i denne tråd på Twitter:
Uslu lander på et stort 3-tal, for jeg synes faktisk, han dømmer sig op efter mareridtsstarten. Jeg mangler ikke andre advarsler end den til Lucas Riisgaard for åbenlys film i forbindelse med det andet, annullerede straffespark, også selvom rasende Brøndby-fans vil påråbe sig gule kort til Priesborg, Gammelby og Østrøm for holdesituationer på to gange Oscar Fenger og en enkelt på Oliver Villadsen.
Jeg er tættest på med Robin Østrøm, som havde godt fat i Fenger, men hvor de langsomme gengivelser også afslørede, at Fenger havde fint fat i Østrøms shorts, og derfor kunne nordmandens greb på den unge BIF-angriber altså neutraliseres og kategoriseres som en fysisk duel med forseelser fra begge sider – lidt som da Fenger 10 minutter senere tørnede sammen med Alexander Priesborg, der rutineret skar ind foran Fenger og fik tilkendt et frispark som Fenger ikke var tilfreds med.










