18+ | Spil ansvarligt | Regler og vilkår gælder | StopSpillet -  70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | * symbolet indikerer reklamelinks

Leanders Linje: Alt om Lyngby-AGF og den øvrige Superliga-runde

Superligaen har afviklet sæsonens anden spillerunde. Benjamin Leander analyserer alle de store kald set med dommerbriller.

Lyngby – AGF (Jens Maae – karakter 3/10)

Kampens sværhedsgrad: Svær

Intens kulisse i Lyngby, hvor Jens Maae startede glimrende med et godt flow i kampen og tenderende intet at se til den første halve time.

Så skal jeg ellers love for, at det hele stak af med straffespark til århusianerne for hands på Oscar Buur – noget de færreste forstod.

Et klassisk, åndssvagt hands-straffe, hvor dommerformand Johansen desværre har fulgt en ulogisk linje og fortolkning som Premier League gudskelov har forkastet:

Straffesparket satte gang i en kaskade af kendelser det næste kvarters tid, som virkede temmelig ulogiske

– Asbjørn Bøndergaard scorer med hånden til 1-1. Målet anerkendes. Maae er tenderende frikendt pga. svær vinkel, men linjedommer Jesper Dahl burde kunne se det i lige linje. Reddes af VAR eller intern kommunikation.

– Ultra tynd advarsel til hjemmeholdets Thorvaldson, som gik rent op i en duel med Eric Kahl, ramte nordmanden med enten skulder eller en arm, der ikke var hensynsløs og så gult for det.

– Manglende advarsel for en soleklar holdeforseelse til Rasmus Carstensen

Grellest var dog det missede straffespark til AGF efter 49 minutter, hvor hjemmeholdets Simon Colyn med en advarsel i bagagen trådte Kristian Arnstad på vristen i det kriminelle felt

Jeg kan godt acceptere intet kort i situationen til Lyngby’eren, men straffesparket er indiskutabelt.

Lige efter heller intet kort, da gæsternes fysisk overlegne Camara tordnede ind i selvsamme Colyn på hensynsløs maner, heller ikke da LBK-anfører Casper Winther soleklart nedlagde Mikael Anderson i lovende position, og generelt sad man mismodig tilbage med følelsen af, at Maae ikke kunne ramme en følgestraf rigtig.

Det endte dog pænt med korrekt straffe til Lyngby og også intet straffe dømt for en hands på Jens Jønsson, hvor bolden kom fra en afretning på indskiftede Luca Callø.

Et tyndt kort til Thorvaldson, TRE manglende advarsler i kampen og et manglende straffe til AGF kan ikke andet end at trække tre karakterer ned fra 5 til 2, og så vil jeg gerne give Maae, at han rammer to straffespark og afviser et sidste. En måske hårdt dømt 3’er i en svær kamp at dømme, men Maae VAR altså ikke god her – sjældent set for den ellers solide midtjyde.

FC Midtjylland – Horsens (Aydin Uslu – karakter 7/10)

Kampens sværhedsgrad: Normal

Ikke meget at se til for Aydin Uslu i forhold til nøglekendelser i kampen, men Uslu ramte rigtigt på alle fem følgestraffe med advarsel for enten hensynsløse benspænd, arme i hovedet eller stoppe lovende angreb, og samtidig var Uslu fint afvæbnende i en kuriøs situation, hvor ACH-keeper Matej Delac troede der var fløjtet frispark til gæsterne og lagde bolden til rette til et udspark i eget felt.

Problemet var bare, at Uslu ikke havde fløjtet noget. Det vidste FCMs Stanley Iheanacho godt, så han stjal bolden og skød på mål, blot for at se bolden blive rettet af til hjørnespark med det yderste af Delac’ knæ.

Stort palaver, og hvad var det ikke endt med, hvis FCM havde scoret i situationen. Uslu fik dog afdramatiseret situationen, og præstationen for de 90+8 minutter var så overbevisende, at jeg godt vil give en lille 7’er for en meget overbevisende indsats – sæsonens højeste so far.

FC Nordsjælland – Randers (Jonas Hansen – karakter 6/10)

Kampens sværhedsgrad: Normal

Ikke meget at se til for Jonas Hansen i Farum – Hansen havde kuriøst valgt IKKE at tage træningskampe hele sommeren og kom således 10 uger uden kampe. Frygtede for, at det kunne ses, men rutine fornægter sig ikke, og Hansen kørte det hele meget fint i land. Ramte fin advarsel til Adel for soleklar film og tre advarsler i de døende minutter for forskellige forseelser.

Tenderende let kamp i forhold til kun 17 frispark og ingen voldsomme situationer, men det var også Hansens fortjenste med et fint flow.

God, solid præstation til det stensikre 6-tal.

Silkeborg – FC København (Lasse Graagaard – karakter 4/10)

Kampens sværhedsgrad: Normal

Tenderende let kamp i Silkeborg, hvor selv ikke 40 dårlige fra FC København kunne gøre tingene svære.

Man troede kampen døde, da Mohamed Elyounoussi scorede hattrick efter en times spil, men efter 84 minutter missede Graagaard og i særdeleshed VAR-dommer Jakob Kehlet et klinkende klart straffespark begået af en klodset Felix Beijmo hos gæsterne.

Læs alt om situationen ovre hos kollegaerne fra Tipsbladet

Brøndby – Viborg (Jakob Sundberg – karakter 6/10)

Kampens sværhedsgrad: Normal

Stærk kamp af Jakob Sundberg i en intens kulisse i Brøndby, hvor et noget nær perfekt anlagt niveau sikrede en fin afvikling. Kampen var vældig fysisk spillet, og en anden dommer kunne sagtens have valgt at fløjte flere end de 28 frispark Sundberg landede på.

Tonen blev dog lagt tidligt med to advarsler til Marcos Younis og Sami Jalal inden der var spillet en femtedel af kampen, og selv da kampen kogte godt op efter en time, mistede Sundberg aldrig kontrollen.

Et sikkert 6-tal til københavneren.

OB – Sønderjyske (Sandi Putros – karakter 5/10)

Kampens sværhedsgrad: Let

Temmelig søvndyssende affære i Odense, hvor Sandi Putros aldrig blev testet før til sidst i kampen. Her ville hjemmeholdets Marcus McCoy pludselig fejre en solid screening på gæsernes Lirim Qamili, og OB’eren valgte at juble Sønderjyske-kreatøren lige op i ansigtet. Det gad Qamili ikke finde sig i, så han puffede fynboen omkuld.

Putros gav advarsel til begge spillere – McCoy kunne med lethed bare have jublet ud mod egne fans uden at få nogen form for følgestraf, men provokerende adfærd overfor en modstander skal naturligvis straffes.

22 frispark derudover i opgøret uden nogle af dem krævede ret meget ledelse – en 6’er kunne være i spil, men kampen dømte mere eller mindre sig selv, og Putros fik aldrig behov for at træde i karakter udover i minut 85, hvor der åbenlyst skulle ske noget.

Et stort 5-tal Etta Cameron-style,

SpilXperten og Viborg FF: Disclaimer

Skriv første kommentar

Skriv et svar