18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Leanders Blog: Her er de danske ønske- og skrækscenarier

SpilXpertens Benjamin Leander fokuserer på lodtrækningen til Europa League og Conference Leagues gruppespil, der foretages fredag eftermiddag.

Foto: BILDBYRÅN

Så fik vi det på plads. Fire danske hold i de europæiske gruppespil med FC Midtjylland og Brøndby i Europa League samt FC København og Randers i Conference League.

Ikke helt skidt med tanke på, at kun FC København reelt spillede sig i et gruppespil, mens både FCM, BIF og RFC tabte tilpas sent i turneringen til, at de fik en gruppespilsbillet.

Nuvel – lad os se på de tre scenarier, som jeg har stillet op.

Ønskegruppen:

Den sportsligt nemmeste gruppe i forhold til avancement. Ikke noget med, om man eventuelt skal langt østpå eller lignende; simpelthen den nemmeste gruppe i forhold til chancen for at ende som 1’er eller 2’er.

De store stadions:

Udsigten til at spille på et stort stadion med en stor tilskueroplevelse. Her kan det sagtens være større at spille foran 25.000 tilskuere på et 90% fyldt stadion end det er at spille på Det Olympiske Stadion i Rom foran samme antal tilskuere.

Skrækgruppen:

Den elendige lodtrækning, hvor man får både hård modstand og eventuelt også en lang udebanetur. På alle måder en lodtrækning, der medfører store rejseudgifter og ikke for alvor frembringer savl i mundvigen over at skulle møde på hjemmebane i forhold til kassekamp-faktor.

Brøndby og FC Midtjylland
(Begge i 4. seedningslag i Europa League)

Ønskegruppen:

1. lag: Dinamo Zagreb
2. lag: Celtic
3. lag: Ludogorets
4. lag BRØNDBY/FC MIDTJYLLAND

En gruppe med muligheder. Dinamo Zagreb røg ud til Sheriff Tiraspol med samlet 0-3 og imponerede heller ikke synderligt i de foregående runder mod Legia, Omonia eller Valur. FCM har allerede slået Celtic ud én gang, mens midtjyderne også kender til bulgarske Ludogorets, som man ekspederede ud i CL-kvalifikationen sidste sæson. I år blev endestationen Malmø FF, og især FCM skal være i stand til at spille med om gruppesejren.

De store stadions:

1. lag: Napoli
2. lag: Frankfurt
3. lag: Marseille
4. lag: BRØNDBY/FC MIDTJYLLAND

En sportslig skrækpulje med lutter modstand fra Europas top5 ligaer, men også et møde med gigantiske stadions, hvor Deutsche Bank Park i Frankfurt er det mindste kapacitetsmæssigt med 53.500 tilskuere. Samtidig vil alle tre modstandere med største sandsynlighed trække tæt på fulde huse i alle tre kampe på dansk grund.

Skrækgruppen:

1. lag: Lyon
2. lag: Leicester
3. lag: Real Sociedad
4. lag: BRØNDBY/FC MIDTJYLLAND

Endnu en gruppe med lutter hold fra Europas top5-ligaer, blot hvor sværhedsgraden lige skrues en tand op. Sociedad har etableret sig som en efterhånden sikker 5’er i La Liga, mens Leicester duellerede om Top4 i Premier League til det sidste i 2020/21-sæsonen. Lyon vil altid være CL-kandidat i Frankrig og kommer med enorm rutine fra kun to missede gruppespil de sidste 15 år. En gruppe, hvor det er overordentlig svært at se FCM som andet end sidst, og hvor Brøndby reelt kan løbe ind i seks nederlag.

FC København
(1.seedningslag i Conference League)

Ønskegruppen:

1. lag: FC KØBENHAVN
2. lag: Zorya
3. lag: Flora Tallinn
4. lag: Lincoln Red Imps

Både på rejsetid og i særdeleshed sportsligt niveau, vil det være en decideret gave med gruppen her. Flora Tallinn og Lincoln Red Imps ville begge få svært ved at overleve i Superligaen. mens Zorya Luhansk er langt fra duopolet Dinamo Kiev og Shakhtar Donetsk i Ukraine. En gruppe, hvor FCK vil være svimlende favoritter til gruppesejren.

De store stadions:

1. lag: FC KØBENHAVN
2. lag: Feyenoord
3. lag: Union Berlin
4. lag: Maccabi Haifa

En ubehagelig lodtrækning til FCK, som dog vil give et par stærke udebaneture til kampe mod vokale kulisser på De Kuip og Det Olympiske Stadion, hvor Union spiller sine kampe grundet for få siddepladser på Stadion An Der Alten Försterei. I Haifa vil kulissen også være voldsom på Sammy Ofer Stadium med plads til 30.000 tilskuere, så her er der også en voldsom grad af mareridtslodtrækning over en tur til de store udebaner.

Skrækgruppen:

1. lag: FC KØBENHAVN
2. lag: Rennes
3. lag: Union Berlin
4. lag: Bodø/Glimt

Der er en grund til, at Rennes lagde i omegnen af 100 millioner kroner for Kamaldeen Sulemana; at man er et forbandet godt fodboldhold med ekstrem talentmasse. Græske PAOK er heller ikke nogen super lodtrækning med lang udebanetur til Thessaloniki, ligesom man også har Union Berlin som tilnærmelsesvis eneste mareridtslodtrækning i 3. lag. Et alternativ i tredje lag kunne være et Vitesse Arnhem-hold, der blev 4’er i Æresdivisionen sidste sæson, men Union Berlins hold er langt over en halv milliard værd og må siges at være bedre end FCK. Endelig vil det være en decideret katastrofe at trække en kunstgræstur højt nordpå til Norges næstbedste hold fra Bodø/Glimt, der stadig spiller glimrende fodbold selvom Kasper Junker og Philip Zinckernagel er fortid i klubben.

Randers FC
(4. seedningslag i Conference League)

Ønskegruppen:

1. lag: LASK
2. lag: Zorya
3. lag: Flora Tallinn
4. lag: RANDERS FC

Samme kommentarer som i FCKs gruppe, dog med den tilføjelse, at LASK Linz med afstand er det bedste hold at få fra øverste lag. Der er løbet meget vand gennem åen siden holdet reelt udfordrede Salzburg om mesterskabet i 2019/20-sæsonen, hvor man vandt grundspillet med 6 points forspring, men chokede gigantisk i slutspillet og kun fik 10 ud af 30 point. Randers vil være favoritter mod Flora og marginale underdogs mod Zorya.

De store stadions:

1. lag: Tottenham
2. lag: Feyenoord
3. lag: Union Berlin
4. lag: RANDERS FC

Samme kommentarer som i FCKs gruppe, dog med en tur til mægtige Tottenham Hotspurs Stadium som pyntebærret på kransekagen. Sportsligt en mareridts gruppe for Randers, men med tre fremragende ture indenfor en times flyvning.

Skrækgruppen:

1. lag: Roma
2. lag: Rennes
3. lag: Union Berlin
4. lag: RANDERS FC

Samme kommentarer som i FCKs gruppe, men hvor man får en lang tur til Syditalien på et halvtomt Olympisk Stadion mod et dog stadig mere end kompetent Roma-mandskab. Også her ligner det 1 eller 2 point til Randers nøjagtigt som tilfældet ville være i “Store Stadions” gruppen.

1 Kommentar

Skriv et svar

  1. SpilXperten

    Forud for lodtrækning: Benjamin Leander kigger på de danske scenarier!