SpilXpertens Benjamin Leander sætter i ugens blog fokus på FC Københavns Mohamed Daramy, som er fortid i klubben og i stedet skal tørne ud for mægtige Ajax Amsterdam. Læs blandt andet sammenligningen med en anden guldfugl, som blev solgt til europæisk topfodbold, nemlig FCNs Kamaldeen Sulemana.

Det måtte jo ske. Sjældent har en spiller brændt Superligaen så voldsomt af i starten af en sæson som Mohamed Daramy gjorde det for FC København. Måske ikke med lige så mange mål og oplæg som eksempelvis guldrivalernes Anders Dreyer, men med et antrit og en kreativitet, der gav tiltrængte smil på tribunerne i Parken.
Daramy er gået fra at være periferispiller under Ståle Solbakken til at nyde god tillid fra Jess Thorup. Kometen med rødder i Sierra Leone spillede for første gang i sin FC København-tid seks kampe i træk fra start og kvitterede med en række opsigtsvækkende præstationer, som også dongede gevaldigt ud på diverse, statistiske parametre som det kan ses forneden.

Især mængden af (vellykkede) 1-mod-1 situationer er decideret voldsomt og kun set på niveau fra ganske få spillere de sidste seks sæsoner, hvor FCN-duoen Emre Mor og Kamaldeen Sulemana nærmer sig samme antal situationer pr. kamp og begge med markant lavere succesrate end de voldsomme 68% som Daramy klarede i indeværende sæson.
Udover de ovennævnte parametre sprænger Daramy skalaen på andre punkter såsom:
- Progressive løb med bold. 32 styk. 2’er på listen OBs Emmanuel Sabbi med 20
- Nøgleafleveringer til store chancer. 1,38 pr. kamp. Kun 5 spillere i ligaen ligger over 1 pr. kamp (Greve, Kristiansen, Diks, Dreyer og Hedlund)
Og flere andre punkter, der er beskrevet af Jeppe Rud-Skak i Mediano Data-podcasten fra 24. august
Som nævnt ligger Daramy-salget helt oppe i luftlag sammenlignelige med det salg FC Nordsjælland lavede af Kamaldeen Sulemana tidligere på sommeren. Hans tal er også sjove at dykke ned i.

Ghaneserens målkvote er væsentligt bedre end Daramys, men med til historien hører også, at Kamaldeen var FCNs suveræne go-to-guy i offensiven, mens Daramy trods alt har ageret tredje- og fjerdeviolin til en lang række prominente angribere i sin tid i FC København.
Uanset hvad er begge teenagere kommet for at blive, og hhv. Ajax og Rennes er næppe sidste destination på deres fodboldrejse mod europæisk topfodbold.




