18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Leanders Blog: Her er den danske karakterbog for de første fire runder af Nations League

Danmark fører Nations League og kan ikke længere indhentes af Frankrig på førstepladsen, mens det ligner en gruppefinale mod Kroatien til efteråret. SpilXpertens Benjamin Leander bedømmer alle danske spillere med mindst 120 minutter på banen på den klassiske 1-10 skala.

Foto: Bildbyrån
Foto: Bildbyrån

Kasper Schmeichel

Minutter: 360. Kampe: 4. Clean Sheets: 1

Det danske forsvar har stået solidt foran Schmeichel, som kun har måtte disket op med en en enkelt stor redning på Karim Benzema i udekampen mod Frankrig. Var ikke sagesløs ved Østrigs udlignende mål, men har generelt performet som den sikre leder, han er.

KARAKTER: 6

Pierre-Emile Højbjerg

Minutter: 360. Kampe: 4. Bolderobringer: 33

Højbjerg var her, der og alle vegne i samtlige fire kampe, hvor pasningsprocenten var over 90 i alle kampe undtagen udekampen mod Østrig. Krydrede indsatserne med en enkelt kasse i netop kampen mod Østrig og var en eminent arkitekt i mange angreb, hvor 34 ud af 37 afleveringer til banens sidste tredjedel ramte en medspiller.

KARAKTER: 8

Joachim Andersen

Minutter: 333. Kampe: 4. Frispark begået: 8

Viste sig som en pålidelig stopper for Simon Kjær, men to ting trækker gevaldigt ned: Tilbageafleveringen mod Østrig, som fik for lidt og var kraftigt medvirkende til, at hjemmeholdet kunne udligne, samt tacklingen hjemme mod Kroatien på gæsternes Andrej Kramaric, der burde have resulteret i et direkte rødt kort. Leverede en flot kamp hjemme mod Østrig indtil kroppen sagde stop og forlangte tidlig udskiftning i 2. halvleg.

KARAKTER: 5

Joakim Mæhle

Minutter: 295. Kampe: 4. Assists: 2

Prinsgemæhlen suser op og ned ad sin venstre kant og kommer med en fantastisk energi til det danske hold. Det ender ikke altid med lige stor succes, og særligt mod Kroatien hjemme kom Mæhle til kort med fire indlæg ud i intetheden og blot to vellykkede mand-mand-situationer ud af otte mulige. Heldigvis var der oplæg både mod Frankrig ude og mod Østrig hjemme samt 14 bolderobringer i de tre-en-halv-kamp, så alt i alt var det mere godt end skidt for Danmarks nummer 5.

KARAKTER: 6

Christian Eriksen

Minutter: 285. Kampe: 4. Pasningsprocent: 76

Balancerede på randen af overbelastning og startede derfor også ude i sidste kamp hjemme mod Østrig. Lagde fra land med at brænde en kæmpe chance ude mod Frankrig ved stillingen 1-1 og bidrog ikke med hverken mål og assists på de knap fem timers fodbold. Pasningsfoden fejlede ikke noget, men Eriksen har afgjort set bedre stunder for landsholdet end de fire Nations League-kampe her. Kom igen.

KARAKTER: 4

Andreas Skov Olsen

Minutter: 251. Kampe: 4. Mål: 1

Er for alvor ved at spille sig ind i varmen på Kasper Hjulmands hold. Skiftet til Club Brügge virker til at have gjort Skov Olsen godt, som med sit hurtige antrit gjorde livet surt for nærmest alle modstandere med 67% vundne mand-mand-dueller. Mangler stadig at blive sat lidt i scene hvad angår antallet af afslutninger, men det sluttede godt i sidste kamp mod Østrig med flot scoring til 2-0

KARAKTER: 7

Rasmus Nissen Kristensen

Minutter: 239. Kampe: 4. Vundne defensive dueller: 75%

Nissen kom til at spille mere højre back end højre wing back, så det offensive output var ikke alverden, selvom han tydeligvis kom længere frem på banen i sidste kamp mod Østrig på hjemmebane. Til gengæld var de defensive pligter udfyldt i fornem stil, så Nissen kan godt gå glad på sommerferie med udsigten til Premier League-fodbold for Leeds i næste sæson.

KARAKTER: 6

Victor Nelsson

Minutter: 207. Kampe: 3. Luftdueller vundet: 8 ud af 9

Især første kamp mod Frankrig var en pragtpræstation af Nelsson, som også spillede klogt og dygtigt mod Østrig på udebane inden han fik anden halvleg på hjemmebane mod selvsamme østrigere. Selv på sparsom spilletid var Nelsson klart en af de spillere, der enkeltstående leverede på højt og tilnærmelsesvist fejlfrit niveau, og den slags skal honoreres i karakterbogen.

KARAKTER: 8

Thomas Delaney

Minutter: 185. Kampe: 3. Defensive dueller vundet: 40%

Var på et klart lavere niveau end sædvanligt og givetvis hæmmet af et hårdt forår for Sevilla med flere skader undervejs. Ikke nær så dominerende i hverken duelspillet eller målt på antal bolderobringer og tacklinger, og den slidte krop fik også ferie inden sidste hjemmekamp mod Østrig. Tiltrængt sommerferie til den danske dynamo.

KARAKTER: 3

Andreas Christensen

Minutter: 180. Kampe: 2. Bolderobringer: 8

Midt i virakken om en kommende arbejdsgiver leverede Christensen fornuftigt i de tre timer, han fik på banen. Var en af få, som kunne være indsatsen bekendt i kampen mod Kroatien, hvor han ikke kunne klandres for noget, ligesom han mod Østrig slog angreb efter angreb i stykker for de frustrerede gæster. Et par opløftende indsatser fra den, formentlig, kommende Barcelona-spiller.

KARAKTER: 7

Andreas Cornelius

Minutter: 176. Kampe: 4. Mål: 2

Forrygende indhop mod Frankrig, komplet anonym mod Østrig og hæmmet af et dumt og tidligt gult kort mod Kroatien i Parken, inden han havde hockey-assisten på Danmarks 2-0 mål i sidste kamp dette halvår. Det var i sandhed lidt op og lidt ned for Cornelius, for selvom de 35 minutter mod Frankrig var til et 9-tal, var niveauet i de resterende 141 minutter langt fra det samme. De to mål trækker ham dog op fra middelkarakteren sammen med en evigt ihærdig og hårdtarbejdende udstråling.

KARAKTER: 6

Mathias Jensen

Minutter: 161. Kampe: 3. Pasningsprocent: 75

De 80 minutter ude mod Østrig fylder desværre halvdelen af regnskabet for Mathias Jensen, som var banens med afstand dårligste med uhørte 17 ud af 22 tabte dueller og en kavalkade af fejlafleveringer. De 76 minutter i hjemmekampen mod Østrig var langt bedre med masser af stærkt pres fra Jensen, men holdt sammen som helhed var det klart med flere panderynker end klapsalver til Brentford-midtbanespilleren.

KARAKTER: 3

Mikkel Damsgaard

Minutter: 130. Kampe: 4. Skud på mål: 1

Damsgaard skulle tydeligvis bare have lov til at snuse lidt til savsmuldet efter en hård og lang skadespause, og på den baggrund var det faktisk lovende, hvad der kom fra den lille troldmands fødder. Bevares, niveauet fra EM-slutrunden sidste sommer er der ikke helt endnu, men i små glimt på de lidt over to timers fodbold fik man set, at kreativiteten ikke er forsvundet hos “Damsinho”. Godt at se ham i aktion igen.

KARAKTER: 5

Martin Braithwaite

Minutter: 130. Kampe: 4. Expected Goals skabt: 0,28

Man sidder stadig ikke med følelsen af, at Braithwaite er Danmarks svar på udfordringerne på 9’er positionen. Det blev til indhop i alle fire kampe, men uden en eneste afslutning indenfor rammen, og med sølle 18 afleveringer modtaget på over to timers fodbold. Svære arbejdsbetingelser for Barcelona-angriberen, men han gjorde det heller ikke nemmere for sig selv med en række usynlige indsatser.

KARAKTER: 3

Daniel Wass

Minutter: 121. Kampe: 2. Afleveringer til sidste tredjedel: 9 ud af 12

Efter et forår spenderet på sidelinjen for Atletico Madrid, var Wass en fornøjelse at følge i sine to timer på banen. Var blandt banens bedste mod Frankrig, hvor han ikke satte en fod forkert med en pasningsprocent på 93, mens det blev til en time mod Kroatien med klart mere begrænset succes. Førstnævnte fylder dog mest, så plusser i bogen hos højre backen.

KARAKTER: 6

Skriv et svar