18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Leanders Blog: Fire ting, jeg vil holde øje med i marts

Ny måned; ny side i odds-kalenderen! Benjamin Leander deler i ugens blog fire begivenheder, hvor der er markeret med rød tusch.

Foto: Bildbyrån
Copa Sudamericana opgør mellem Athletico-PR og Bragantino i 2021. Foto: Bildbyrån

Nyt format i Copa Sudamericana

8.-10. marts og 15.-17.marts spilles der indledende opgør i den sydamerikanske pendant til Europa League/Conference League, Copa Sudamericana.

I denne sæson har fodboldforbundet CONMEBOL ændret lodtrækningsreglerne, sådan så den indledende runde udelukkende består af opgør mod hold fra samme nation. Især førsterunde-kampene kunne godt blive en voldsomt målfattig affære med tanke på, at alle turneringer i det sydamerikanske nærmest lige er startet op og at holdene kender hinanden ud og ind og næppe kommer til at mærke noget til rejseafstande, højdeforskelle og lignende.


Afgørelsen i de brasilianske statsmesterskaber

Midt i marts er der store afdansningsbal i grundspillet af de brasilianske statsmesterskaber, hvor der skal findes både nedrykkere og deltagere til slutspillet. Der er simultan kickoff i alle opgør, hvilket åbner for en hulens masse forskellige scenarier.

12. marts afgøres turneringerne Carioca og Gaucho blandt andet, mens Mineiro slutter af ugen efter. Her kan der både lure dristige X’er til gavn for begge hold eller rendyrkede målfester i opgør, hvor begge hold SKAL bruge tre point, ligesom et par af de demotiverede hold næppe kommer med specielt store tanker til disse opgør. Forvent store oddsbevægelser og masser af gode spots.


Sidste og næstsidste Superligarunde

Der er kun simultan kickoff i 22. og sidste grundspilsrunde, men runden forinden kan også være værd at kigge efter, især hos de hold, som eventuelt vil have elimineret en karantænefare inden slutspillet går i gang. Blandt andet har FC København en meget overkommelig kamp mod FCN i 22. runde, hvilket meget vel kunne udløse en belejlig og naturlig advarsel i et kogende mesterskabsopgør mod FCM runden forinden til eventuelle spillere i karantænefare, sådan så man går “ren” ind til slutspillet, mens Viborg mod selvsamme Midtjylland-hold også godt kunne være et mandskab, som fik de nødvendige kort til at afsone mod Vejle på hjemmebane i spillerunde 21.

Sidste spillerunde KAN gå hen og blive en gyser på målscore i et indbyrdes anliggende mellem AaB, Randers og AGF, men meget skal arte sig de næste to spillerunder for, at det scenarie bliver aktuelt.


KÆMPE landsholdsuge

24. til 29. marts er ren juleaften for alle med hang til landsholdsbold. Testkampe, VM-kvalifikation kloden over og U21/U19-landskampe dominerer billedet i den sidste uge af marts, hvor blandt andet Danmarks landshold skal i aktion mod Serbien i Parken.

Opgørene mellem tre europæiske giganter og tre afrikanske giganter kan også blive meget interessante. England, Frankrig og Belgien tager mod hhv. Sydafrika, Elfenbenskysten og Burkina Faso, men mens det for europæerne bliver første landskamp i mere end fire måneder, har afrikanerne spillet så sent som i januar måned til AFCON-turneringen i Cameroon.

Endelig er der stadig maksimal spænding i den mellemamerikanske VM-kval, hvor runde 12 ud af 14 blandt andet byder på et voldsomt opgør mellem Mexico og USA, ligesom der kun resterer to runder af den sydamerikanske kvalifikation med en voldsomt tæt trekamp mellem Uruguay, Peru og Chile om den VM-givende fjerdeplads, playoff-givende femteplads og værdiløse sjetteplads. Uruguay og Peru mødes i næstsidste runde 25. marts, mens Uruguay og Chile har hinanden i en drabelig sidste runde!

Rigtig god marts måned til alle og held og lykke med spillene.


Skriv første kommentar

Skriv et svar