Benjamin Leander: Her er de skarpeste afsluttere i Superligaen
SpilXpertens Benjamin Leander varmer op til Superliga-genstart med et blik på skarpheden i de 12 Superliga-klubber hvad angår store chancer på mindst 0,30 Expected Goals. Flere overraskende tal graves frem.
Foto: IMAGO / Gonzales Photo, Teis Markfoged
FC Midtjylland
Store chancer skabt: 24 (Delt næstbedst i Superligaen)
Mål på store chancer: 14 (Næstflest i Superligaen)
Udnyttelsesprocent: 58 (3.bedst i Superligaen)
For FCM har der i den grad været tale om en sæson med to ansigter. Indledningen på Superliga-sæsonen var barsk med tre sejre i de første otte kampe, hvor FCM skabte seks store chancer og tillod 12 den anden vej. Fire af chancerne imod kom dog mod Lyngby, hvor man spillede 87 minutter i undertal efter Stefan Gartenmanns udvisning, ligesom man tilsyneladende også havde svært ved at balancere europæisk kvalifikation samtidig med Superligaen, hvor FCM røg ud i playoff-runden mod Legia Warszawa.
De efterfølgende ni runder fra runde ni til 17 var med et helt anderledes udtryk, hvor FCM skabte 18 store chancer og kun tillod seks i modsatte retning.
Offensivspillerne Cho, Bryhildsen og Franculino har været hamrende skarpe og er alle at finde i top9 over efterårets spillere med flest mål på store chancer – især for Brynhildsen er det dybt imponerende at være kommet frem til seks store chancer på blot 607 minutters spilletid.
FCMs store chancer spiller for spiller:
Ola Brynhildsen: 4 mål, 6 store chancer
Franculino: 3 mål, 5 store chancer
Cho Gue Sung: 3 mål, 6 store chancer
Henrik Dalsgaard: 2 mål, 2 store chancer
Oliver Sørensen: 1 mål, 1 stor chance
Adam Gabriel: 1 mål, 2 store chancer
Sory Kaba: 0 mål, 1 stor chance
Mads Bech Sørensen: 0 mål, 1 stor chance
Brøndby
Store chancer skabt: 24 (Delt næstbedst i Superligaen)
Mål på store chancer: 15 (Flest i Superligaen)
Udnyttelsesprocent: 63 (Næstbedst i Superligaen)
En tredjedel af Brøndbys samlede antal store chancer er skabt i to kampe mod Hvidovre og Lyngby, men Jesper Sørensens tropper har været det klart skarpeste hold til også at sparke sine store chancer i kassen.
Nicolai Vallys har været sikkerheden selv med imponerende fem scoringer på seks store chancer, mens der til gengæld er panderynker hos norske Ohi Omoijuanfo, som blot scorede på en enkelt stor chance ud af fem mulige; i derbyet mod FCK på hjemmebane som endda endte med et nederlag på 2-3.
Mathias Kvistgaarden startede trægt med 0 mål på sine første tre store chancer skabt, men har efterfølgende scoret på tre af sine seneste fire store chancer og overgås kun af FCKs Orri Oskarsson hvad angår antal store chancer skabt i sæsonen.
Brøndbys store chancer spiller for spiller:
Nicolai Vallys: 5 mål, 6 store chancer
Mathias Kvistgaarden: 3 mål, 7 store chancer
Sean Klaiber: 2 mål, 2 store chancer
Håkon Evjen: 1 mål, 1 stor chance
Yuito Suzuki: 1 mål, 1 stor chance
Marko Divkovic: 1 mål, 1 stor chance
Ohi Omoijuanfo: 1 mål, 5 store chancer
Mathias Greve: 0 mål, 1 stor chance
Oscar Schwartau: 0 mål, 1 stor chance
FC København
Store chancer skabt: 31 (Bedst i Superligaen)
Mål på store chancer: 12 (3.bedst i Superligaen)
Udnyttelsesprocent: 39 (3.lavest i Superligaen)
Overskriften for FCKs efterår handlede i høj grad om klubbens vakkelvorne defensiv, som kun skrabede fem clean sheets hjem på 17 runder, men et overset aspekt har også været voldsom ineffektivitet fra klubbens offensive folk, nærmere betegnet tre stykker, som underpræsterer klart.
Mohammed Elyounoussi, Elias Achouri og Orri Oskarsson har skabt skyhøje NITTEN store chancer – flere chancer på trioen end Hvidovre, Vejle, Randers, OB, AGF og Lyngby har skabt som hold, men har scoret på skammelige fem af dem. Det efterlader FCK med en udnyttelsesprocent på 39 for holdets 31 store chancer – kun undergået af AGF med 37 og FCN med 37 og milevidt fra guldkonkurrenterne FCM og BIFs tal på lige over og lige under 60%.
Den islandske teenager Orri Oskarsson topper suverænt afbrændingslisten med SEKS afbrændere i sæsonen, men kan dog også tage det positive aspekt med, at han har tilspillet sig otte store chancer på sølle 839 minutters spilletid. En stor chance hvert 105. minut. Til sammenligning har Andreas Cornelius ikke tilspillet sig én stor chance på over seks timers Superliga-fodbold for FCK i denne sæson
Roony Bardghji holder derimod 100% træfsikkerhed på sine store chancer med fire pletskud på fire store chancer – den eneste spiller i Superligaen med fuld plade på mindst tre store chancer.
FCKs store chancer spiller for spiller:
Roony Bardghji: 4 mål, 4 store chancer
Elias Achouri: 2 mål, 6 store chancer
Orri Oskarsson: 2 mål, 8 store chancer
Jordan Larsson: 1 mål, 2 store chancer
Diogo Goncalves: 1 mål, 2 store chancer
Mohammed Elyounoussi: 1 mål, 5 store chancer
Rasmus Falk: 0 mål, 1 stor chance
Victor Claesson: 0 mål, 1 stor chance
Lukas Lerager: 0 mål, 1 stor chance
Kevin Diks: 0 mål, 1 stor chance
AGF
Store chancer skabt: 16 (5.færrest i Superligaen)
Mål på store chancer: 6 (Delt 5.færrest i Superligaen)
Udnyttelsesprocent: 38 (Næstlavest i Superligaen)
Uwe Röslers tropper lagde fra land med bulder og brag og skabte otte store chancer de første seks runder. Tempoet kunne dog ikke holdes oppe, og AGF’erne endte med også at skabe seks store chancer de sidste 11 spillerunder af efteråret.
Det fortæller en del om AGFs offensive kvaler, at holdets topscorer på store chancer er hardhitteren Nicolai Poulsen, som fire gange har fået lusket sig langt ind i modstandernes felt og afsluttet fra tæt hold med to scoringer til følge. Patrick Mortensen spillede 1.497 ud af 1.530 minutter i efteråret, men kom blot frem til tre store chancer – altså næsten otte og en halv time mellem hver store, tilspillede chance.
Effektiviteten er også et issue for De Hvii’e med kun seks udnyttede, store chancer af de 17 man har tilspillet sig – kun FCN er ringere med en udnyttelsesprocent, som er ét procentpoint dårligere end tropperne fra Smilets By.
Den anden vej rundt har kun FCN tilladt færre store chancer imod end GF, men Röslers tropper kommer til at spille mange uafgjorte kampe, hvis ikke man forbedrer skarpheden i front på de store chancer.
AGFs store chancer spiller for spiller:
Patrick Mortensen: 2 mål, 3 store chancer
Nicolai Poulsen: 2 mål, 4 store chancer
Janni Serra: 1 mål, 1 stor chance
Tobias Bech: 1 mål, 3 store chancer
Mikkel Duelund: 0 mål, 1 stor chance
Thomas Kristensen: 0 mål, 1 stor chance
Frederik Brandhof: 0 mål, 1 stor chance
Victor Beijmo: 0 mål, 2 store chancer
FC Nordsjælland
Store chancer skabt: 19 (Delt 5.flest i Superligaen)
Mål på store chancer: 7 (7’er i Superligaen)
Udnyttelsesprocent: 37 (Lavest i Superligaen)
FCN lignede en seriøs outsider til en topplacering målt på indledningen af sæsonen, hvor holdet smadrede 15 mål i nettet de første fire runder med maksimumpoint til følge. Fælles for de fire kampe: Ernest Nuamah spillede og var i storform med en tredjedel af scoringerne på sin kappe.
Flashforward 1.170 minutter og 13 spillerunder senere. Nuamah er blevet solgt til Lyon, og i de 12 kampe uden den rapfodede ghaneser, har FCN scoret 11 mål og fået 15 point.
Johannes Hoff Thorups tropper gik på vinterferie med NI kampe i træk, hvor holdet ikke scorede et eneste mål på en af de seks store chancer man skabte. Af de fem mål man scorede, var et på straffe og et på et selvmål.
Det norske vidunderbarn Andreas Schjelderup har været en offensiv skygge af sig selv siden tilbagekomsten fra Benfica. Nordmanden har på over 12 timers fodbold endnu ikke fået en stor chance skabt, og det er også bekymrende, at FCNs store chancer er skabt af hele ELLEVE forskellige spillere med Marcus Ingvartsen (4) og Benjamin Nygren (3) som de eneste spillere med mere end to store skabte chancer.
Defensivt er FCN rækkens bedste hold med kun 12 store chancer imod sig, og det bør også være et spørgsmål om tid før skarpheden melder sig hos Farum-drengene. Antallet af store chancer skabt er dog fortsat bekymrende lavt, og slutproduktet er tigrenes helt store udfordring i foråret.
FCNs store chancer spiller for spiller:
Marcus Ingvartsen: 2 mål, 4 store chancer
Ernest Nuamah: 2 mål, 2 store chancer
Kian Hansen: 1 mål, 1 stor chance
Mario Dorgeles: 1 mål, 1 stor chance
Oliver Antman: 1 mål, 3 store chancer
Adamo Nagalo: 0 mål, 1 stor chance
Jeppe Tverskov: 0 mål, 1 stor chance
Mohammed Diomande: 0 mål, 1 stor chance
Kaare Barslund: 0 mål, 1 stor chance
Christian Rasmussen: 0 mål, 2 store chancer
Ibrahim Osman: 0 mål, 2 store chancer
Silkeborg
Store chancer skabt: 24 (Delt næstflest t i Superligaen)
Mål på store chancer: 10 (Delt 5.flest i Superligaen)
Udnyttelsesprocent: 42 (Delt 7’er i Superligaen)
Alexander Lind startede som lyn og torden og var decideret eminent med fem mål på sine fem store skabte chancer mellem runde 1 og runde 9. De sidste syv spillerunder skabte Lind kun to store chancer, hvor det blev til nul scoringer på de to muligheder, inden Lind så rødt mod Silkeborg og var i karantæne mod Lyngby og i første kamp i foråret mod FC København.
Linds skarphed var dog altafgørende for Silkeborg, fordi de offensive kolleger Callum McCowatt og Tonni Adamsen blot udnyttede to ud af otte store chancer. At de to spillere kom frem til fire store chancer hver på under 750 minutters spilletid lover til gengæld godt for Kent Nielsens tropper, hvis de kan blive det skarpere i boksen på de store muligheder.
Silkeborgs store chancer spiller for spiller:
Alexander Lind: 5 mål, 7 store chancer
Stefan Thordarsson: 2 mål, 2 store chancer
Pelle Mattsson: 1 mål, 3 store chancer
Callum McCowatt: 1 mål, 4 store chancer
Tonni Adamsen: 1 mål, 4 store chancer
Søren Tengstedt: 0 mål, 1 stor chance
Anders Klynge: 0 mål, 1 stor chance
Lubambo Musonda: 0 mål, 1 stor chance
Frederik Karlsen: 0 mål, 1 stor chance
Lyngby
Store chancer skabt: 17 (7’er i Superligaen)
Mål på store chancer: 11 (4.flest i Superligaen)
Udnyttelsesprocent: 65 (Højest i Superligaen)
De Kongeblå har generelt fået i både pose og sæk med Superligaens bedste udnyttelsesprocent på store chancer, mens man tilsvarende har den tredjelaveste indkasseringsprocent i defensiven.
Lyngby spillede flot og sprudlende fodbold de første tre runder, hvor man skabte OTTE store chancer. I sidste sæson skulle man frem til runde ATTEN for at finde Lyngbys ottende store chance. Nok kom fire af LBKs store chancer efter 87 minutters overtalsfodbold mod FCM, men det ændrer ikke på, at Freyr Alexanderssons tropper lagde ud med bulder og brag.
Islandske Alfred Finnbogason stod bag fire af de store skabte chancer inden han forlod klubben inden femte spillerunde, og Lyngby havde svært ved at fastholde antallet af store, skabte chancer. I hjemmekampen mod Brøndby skabte man også tre store chancer i overtal efter et tidligt rødt kort til Kevin Tshiembe, så alt i alt er syv af Lyngbys 17 store chancer skabt i overtal 11-mod-10.
Nytilkomne Andri Gudjohnsen har været knivskarp med tre scoringer på fire store chancer på 18 timers fodbold, men der ligger også et stort ansvar på islændingens skuldre med status som den eneste nuværende LBK-spiller med mere end to store chancer skabt.
Lyngbys store chancer spiller for spiller:
Andri Gudjohnsen: 3 mål, 4 store chancer
Alfred Finnbogason: 2 mål, 4 store chancer
Pascal Gregor: 1 mål, 1 stor chance
Kolbein Finnsson: 1 mål, 1 stor chance
Andre Rømer: 1 mål, 1 stor chance
Magnus Jensen: 1 mål, 1 stor chance
Frederik Gytkjær: 1 mål, 2 store chancer
Tochi Chukwani: 1 mål, 2 store chancer
Sævar Magnusson: 0 mål, 1 stor chance
Viborg
Store chancer skabt: 19 (Delt 5.flest i Superligaen)
Mål på store chancer: 10 (Delt 5.flest i Superligaen)
Udnyttelsesprocent: 53 (4.højest i Superligaen)
Trods et famlende efterår har Viborg sammen med FCN været “Best of the Rest” blandt de otte hold udover FCK, BIF, FCM og SIF, som alle har skabt langt over 20 store chancer. Det blev til 19 store chancer for Viborg, men ganske sigende for domkirkebyens offensiv, hvor kun Anosike Ementa scorede mere end to Superliga-mål, blev de 19 store chancer skabt af TOLV forskellige spillere.
Ementa blev også stor chance-topscorer med fire styk hvoraf halvdelen blev udnyttet, mens Renato Junior og Ibrahim Said brændte SAMTLIGE fem store skabte chancer.
Det ændrer dog ikke på, at Viborg er placeret i Top5 i alle tre ovenstående samlede kategorier, og lykkedes det blot at få en enkelt eller to spillere til at blive afgørende i boksen, bør man kunne booke overlevelsen i Superligaen forholdsvis tidligt.
Viborgs store chancer spiller for spiller:
Anosike Ementa: 2 mål, 4 store chancer
Oliver Bundgaard: 1 mål, 1 stor chance
Serginho: 1 mål, 1 stor chance
Isak Jensen: 1 mål, 1 stor chance
Serdan Kuzmic: 1 mål, 1 stor chance
Jakob Bonde: 1 mål, 1 stor chance
Zan Zaletel: 1 mål, 2 store chancer
Jeppe Grønning: 0 mål, 1 stor chance
Magnus Westergaard: 0 mål, 1 stor chance
Ibrahim Said: 0 mål, 2 store chancer
Renato Junior: 0 mål, 3 store chancer
OB
Store chancer skabt: 15 (4.færrest i Superligaen)
Mål på store chancer: 6 (Delt 5.færrest i Superligaen)
Udnyttelsesprocent: 40 (4.lavest i Superligaen)
10 af OBs 15 store chancer blev skabt i fire kampe mod Lyngby, Viborg, Hvidovre og FCN, hvilket efterlader fem store chancer skabt i de resterende 13 efterårskampe.
I sagens natur et stort problem for OB, som oveni købet havde Mohamed Buya Turay som farligste spiller med fire store skabte chancer sammen med Luicious Don Deedson med samme antal. Turay forlod Ådalen til fordel for et skifte til amerikanske Birmingham Legion, og det efterlader et kolossalt pres på topscorer Deedson, som i forvejen scorede 33% af OBs 21 mål i efteråret.
Bashkim Kadrii spillede samtlige 17 efterårskampe for OB, de fleste af dem også som 9’er for Striwerne, men trods fem mål og tre oplæg, kom Kadrii kun frem til to store chancer på knap 19 timers fodbold.
Kun seks spillere noterede sig for en stor chance skabt for OB, som har voldsomt brug for, at der bliver budt både bedre og hyppigere ind fra holdet i forårssæsonen. Ellers kan nedrykning pludselig blive et grimt tema for fynboerne.
OBs store chancer spiller for spiller:
Luicious Don Deedson: 2 mål, 4 store chancer
Mohammed Buay Turay: 1 mål, 4 store chancer
Franco Tongya: 1 mål, 1 stor chance
Bashkim Kadrii: 1 mål, 2 store chancer
Charly Nouck Hornemann: 1 mål, 3 store chancer
Rami Al Hajj: 0 mål, 1 stor chance
Randers
Store chancer skabt: 14 (3.færrest i Superligaen)
Mål på store chancer: 6 (Delt 5.færrest i Superligaen)
Udnyttelsesprocent: 46 (6’er i Superligaen)
Randers solgte Filip Bundgaard som et rekordsalg til Brøndby, men kuriøst nok fik Bundgaard aldrig ret gode arbejdsbetingelser i Randers og endte med sølle én stor chance skabt i efteråret, som endda blev reddet.
I stedet var det Stephen Odey, Dennis Høegh og Lasso Coulibaly, som med sølle to store chancer blev de Randers-spiller med flest store tilbud. Som det ENESTE hold i rækken havde Randers ikke en spiller, som scorede på mere end en enkelt stor chance, og det fortæller alt om kronjydernes offensive problemer i efteråret.
Det bliver spændende at se, om nytilkomne Mohamed Fuseini eller Hobro-topscoreren Muanmar Brajanac kan kickstarte randrusianernes offensiv og frigøre holdet fra det nedrykningsspøgelse, som svæver i de kronjyske omegne.
Randers store chancer spiller for spiller:
Hugo Andersson: 1 mål, 1 stor chance
Simen Nordli: 1 mål, 1 stor chance
Ernest Agyiri: 1 mål, 1 stor chance
Bjørn Kopplin: 1 mål, 1 stor chance
Johan Björkengren: 1 mål, 1 stor chance
Lasso Coulibaly: 1 mål, 2 store chancer
Stephen Odey: 1 mål, 2 store chancer
Filip Bundgaard: 0 mål, 1 stor chance
Mads Enggård: 0 mål, 1 stor chance
Daniel Høegh: 0 mål, 2 store chancer
Vejle
Store chancer skabt: 12 (Næstfærrest i Superligaen)
Mål på store chancer: 5 (Næstfærrest i Superligaen)
Udnyttelsesprocent: 42 (4. lavest i Superligaen)
German Onugkha har ikke råd til at blive skadet for Vejle. Russeren har scoret 44% af Nørreskovens heltes mål i efteråret og skabt 50% af deres i alt 12 store chancer. Nok er Victor Lind og Anders K. Jacobsen hentet ind til at aflaste ham, men VBs nummer 9 er den altoverskyggende offensive profil hos de nedrykningstruede østjyder.
Musa Juwara har været den store synder hos Vejle med tre brændte store chancer ud af tre mulige og også manden bag den tvivlsomme ære af at have flest afslutninger i sæsonen uden en scoring med 18 forsøg og en succesrate på 0%. En tvivlsom ære han dog deler med AGFs Felix Beijmo
Vejles store chancer spiller for spiller:
Anosike Onugkha: 3 mål, 6 store chancer
Yeni Ngbakoto : 1 mål, 1 stor chance
Kristian Kirkegaard: 1 mål, 2 store chancer
Musa Juwara: 0 mål, 3 store chancer
Hvidovre
Store chancer skabt: 8 (Færrest i Superligaen)
Mål på store chancer: 4 (Færrest i Superligaen)
Udnyttelsesprocent: 50 (5. højest i Superligaen)
Hvidovre rykker ikke ud af Superligaen, fordi holdet er for dårligt defensivt. Per Frandsens tropper forsvarer sig særdeles tilforladeligt og har endda en dygtig keeper i Filip Djukic, som også er udtaget til det montenegrinske landshold efter sine indsatser.
Nej, Hvidovre rykket ud af Superligaen fordi holdet er tandløse i offensiven og har skabt næsten FIRE GANGE så få chancer som FCK i front af rækken.
Halvdelen af Hvidovres otte store chancer er endda kommet i de første seks runder, hvor oprykkerne trods alt stadig spillede med den klassiske gejst fra en nyopkomling, men holdet har manglet både kvalitet og kvantitet i boksen, hvor Tobias Thomsen dog har gjort sin del af arbejdet ved at score på begge sine store chancer hidtil.
Hvidovres store chancer spiller for spiller:
Tobias Thomsen: 2 mål, 2 store chancer
Andreas Smed : 1 mål, 1 stor chance
Christian Jacobsen: 1 mål, 2 store chancer
Lirim Qamili: 0 mål, 1 stor chancer
Nicolai Geertsen: 0 mål, 1 stor chancer
Simon Makienok: 0 mål, 1 stor chancer