18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Benjamin Leander: Drama og ramasjang i alle fem Superliga-kampe

Der var rigeligt at se til for de danske dommere i weekendens Superliga-kampe. Benjamin Leander fælder dom over de mest kontroversielle kendelser.

Foto: Bo Amstrup / Scanpix

Vejle – Hvidovre (fredag)

Der var drama i Hvidovre efter slutfløjtet, hvor den evigt underholdende sportschef Peter Lassen var på banen for at fortælle en sandhed eller to til ligeledes evigt søgelys-tiltrækkende Raul Albentosa.

Spanieren havde fået et papirstyndt gult kort efter 65 minutters spil i 2. halvleg for at tjatte bolden 3-4 meter væk i forbindelse med et Hvidovre-frispark – noget, som var sket 3-4 gange tidligere i kampen uden en sanktion fra dommer Sandi Putros.

I kampens overtid lavede Albentosa et fore-check på Hvidovres Christian Greko Jakobsen, som noget teatralsk faldt til jorden. Situationen udspillede sig i en situation, hvor Vejle havde alle mand på HIFs banehalvdel, og Greko var på vej til at tage et dybdeløb, som kunne have sendt ham i fri position:

Panoramisk billede af puls spor og medicinsk teknologi, affotograferet fra Viaplay

Situationen er svær. For at vi skal tænke anden advarsel, skal vi enten tale hensynsløshed eller at stoppe et lovende angreb. Puffet er helt sikkert ikke hensynsløst, men stopper Albentosa et lovende angreb i situationen?

Ikke umiddelbart, for den boldførende Hvidovre-spiller har ikke i sinde at sende Greko i dybden. Men HVIS Greko havde fortsat sit løb, havde Hvidovre pludselig haft muligheden for at igangsætte noget, som mindede om en oplagt scoringschance eller som minimum et særdeles lovende angreb.

Jeg kan godt leve med, at Putros kun dømmer et frispark uden følgestraf. Det er ikke et puf med stor kraft, og Greko kunne for såvidt være blevet på benene og løbet videre. Var det imidlertid endt med anden advarsel til Albentosa, havde jeg ikke kaldt justitsmord med ovenstående, hypotetiske mellemregning in mente.

Inden da var Hvidovre fuldstændig korrekt blevet reduceret til 10 mand efter Marcus Lindbergs tankeløse flæskning af en fremadstormende Kristian Kirkegaard. Lindberg nåede knap nok at se Putros fløjte frisparket før han allerede var på vej fra benen – en fin indikator på, at der ikke var det mindste at komme efter her.

Viborg – FC København (lørdag)

Det skortede heller ikke på drama i Viborg, hvor temperamenterne kom i kog efter en halv times spil.

Efter en bold ind i FCKs felt, som blev grebet af Kamil Grabara, gik VFFs Anosike Ementa i mellem og forhindrede FCK-keeperen i at sætte bolden i gang med en korporlig screening.

Det står ikke skrevet i granit, at en sådan forseelse SKAL udløse en advarsel, men forseelsen i sig selv går ind under kategorien “usportslig opførsel”, som i sig selv kan straffes med advarsel.

Den polske FCK-målmand selvantænder dog efter at have fået tilkendt et frispark, og løber først op og puffer Anosike Ementa i ryggen. Der er IKKE tale om et slag, så vi kan foreløbigt strege alle former for voldsom eller brutal adfærd med rødt kort til følge.

Efterfølgende tager Grabara dog fat i Ementa på en måde, hvor det udfra billederne tydeligt ligner, at polakken får fat i nakkeskindet på den store angriber og efterfølgende puffer ham omkuld – dog ikke uden en vis form for teatralsk fald fra VFF-spilleren, og vi er stadig ikke ude i, at vi skimmer lovbogen og tænker “Det var godt nok brutalt eller med stor kraft”:

Det er ikke ofte, vi ender med røde kort for voldsom adfærd i Superligaen. Det skete for Simon Hedlund i en aktion mod OBs Janus Drachmann i 2019, hvor svenskeren blev rasende over en grim tackling fra OB’eren. Det er svært at betragte Grabaras aktion som værende grellere end Hedlunds, og ud fra den præmis kan der nemt argumenteres for en badebillet til Grabara.

Personligt lever jeg okay med, at der skal mere til for en udvisning. Tidligere på sæsonen så Manchester Uniteds Casemiro rødt for det, som lignede et decideret kvælertag på Crystal Palace’s Will Hughes:

Grimme billeder, som vi ikke er interesserede i at se. Er Grabaras opførsel mod Ementa i orden? Det blir et stort nej, men polakkens blanding af et niv og et greb i Ementa er ikke ovre i det, der falder ind under rubrikken for voldsom adfærd. Derfor er Jakob Kehlets gule kort til polakken efter bogen.

FC Nordsjælland – AGF (søndag)

Talk of the town i FCN – AGF var fokus på hjemmeholdets Andreas Schjelderup, som ikke var tilfreds med, at dommer Aydin Uslu fløjtede af midt i en FCN-omstilling.

Der står intet sted i loven, at et hold har ret til “sidste angreb”. Er tiden gået, så er tiden gået. At noget andet så er, at flertallet af dommere vælger at køre over tiden er, hvad det er, men FCN har ingen sag ift. timingen for slutfløjtet.

Kameraerne fangede Schjelderup i en gestus rettet mod en person udenfor kamerabilledet direkte efter slutfløjt:

Senere kunne man se Schjelderup lave bevægelsen direkte foran dommer Aydin Uslu, og selvom der på sociale medier er blevet spekuleret voldsomt i, at gestikulationen er et udtryk for “købt og betalt”, har det næppe hold i virkeligheden:

Korrekt annullering af FCNs 1-0 scoring pga. offside i opspillet på Marcus Ingvartsen var også helt efter bogen.

Randers – OB (søndag)

I Randers havde Lasse Graagaard dømt en fin kamp uden stor ståhej indtil det 84. minut, hvor indskiftede Marcus Jensen tog fusen på Randers-defensiven og blev nedlagt af Wessel Dammers 50 meter fra mål.

Panoramisk billede af puls spor og medicinsk teknologi, affotograferet fra Viaplay

Lader man klippet rulle videre, så vinder Randers’ William Kaastrup faktisk bolden efter Jensen er gået i græsset. Her fløjter Graagaard korrekt frispark og advarer korrekt Wessel Dammers, da vi ALDRIG kan være sikre på, at det her hævet over enhver tvivl ender i en oplagt scoringsmulighed.

Når vi skal bedømme oplagt scoringsmulighed eller ej, skal vi kigge på følgende parametre:

Afstand til målet er klart formildende. 50 meter er voldsom lang afstand til at blive indhentet

Spilretning er naturligvis skærpende. Direkte mod Carlgren i Randers-målet

Sandsynligheden for at bevare eller opnå kontrol over bolden. Lad os sige “til stede”, men uden overhovedet at være definitiv eller overvejende sandsynlig.

Forsvarsspillernes antal og placering: Som minimum Kaastrup, men også højre backen Mikkel Kallesøe længst oppe i billedet.

Det er derfor UBEGRIBELIGT, at VAR-dommer Jørgen Burchardt griber ind og anbefaler et rødt kort i situationen. Der er intet som helst, som indikerer, at eventuelle marsboere fra deres planet skulle kunne se et rødt kort på Cepheus Park, og derfor skal Burchardt bare holde nallerne fra mikrofonen og lade Graagaards advarsel stå til troende.

Noget andet havde været HVIS Graagaard havde trukket rødt til Dammers med det samme. Så havde Burchardt heller ikke skulle intervenere, fordi det ikke havde været definitivt, at Kaastrup, Kallesøe eller andre RFC’ere klart havde fået kontrol over bolden. Det her er et klassisk eksempel på et dommerSKØN, hvor man nærmest ikke kan tage fejl, men kun kan belave sig på sin subjektive vurdering i øjeblikket.

Kæmpe tommelfinger nedad til Burchardt i situationen her – jeg havde håbet på, unge Graagaard havde haft ben nok i næsen til at stå fast på sin beslutning.

Lyngby – Brøndby (søndag)

Foto: IMAGO / Gonzales Photo, Teis Markfoged

Det lettere håbløse udvekslingsprojekt mellem cypriotiske og danske dommere peakede søndag, da der for engangs skyld var tale om en krævende kamp mellem to rivaliserende mandskaber for fulde huse i Lyngby.

Urutinerede Kyriakos Athanasiou med 22 kampe på CV’et fra Cyperns bedste række stod i spidsen for opgøret, og selvom han ikke ramte decideret forkert på vigtige beslutninger i kampen, fremstod den 28-årige dommer usikker, uhensigtsmæssigt placeret og i det hele taget under niveau for, hvad man kan tillade sig at forvente af en dommer på højeste niveau i Danmark.

Lad os dog starte med det positive. Der ER rødt kort til Kevin Tshiembe for hans klodsede og dårligt timede indgreb ifm med en bold i dybden mod Andri Gudjohnsen. Der er heller ikke skyggen af frispark til Rasmus Lauritsen sekundet forinden, der lader sig skubbe væk som et vissent blad i en efterårsbrise, da Sævar Magnusson blødt går på kroppen af ham.

Tshiembes frispark er ikke stort, men jævnfør parametrene fra Randers – OB udvisningen er Andri Gudjohnsen over 20 meter tættere på mål, fem meter foran næstbagerste BIF-spiller og med retning direkte mod Patrick Pentz i Brøndby-målet.

I en svær situation i 2. halvleg rammer han også plet på korrekt ikke-straffe til Marko Divkovic i et ellers voldsomt sammenstød med Willy Kumado og LBK-keeper Mads Kikkenborg. Sammenstødet er hændeligt og ikke forårsaget af noget hensynsløst eller øvrigt ulovligt puf fra jagtende Kumado.

Derimod kommer Divkovic ad to omgange til at have hånd på bolden, så havde cypriotiske Athanasiou bedømt, at der i situationen skulle fløjtes straffespark, var det blevet kaldt tilbage af VAR for hånd på bolden i opspillet til straffesparket.

Er glasset så halvt fuldt eller halv tomt, når der alligevel er kritik af cyprioten? De vigtigste hændelser blev ramt korrekt, men det er ikke fordrende for Superligaen at have dommere rendende rundt, som placerer sig stærkt uhensigtsmæssigt og i det hele taget fremstår febrilske og utroværdige. Cypriotens placeringsproblemer kostede Mathias Kvistgaarden en på låget undervejs, og Athanasiou var konstant i problemer, når Lyngby angreb i venstre side, hvor han flere gange måtte springe for livet for ikke at komme i karambolage med spillet.

Kritikken her har også rod i, at hele samarbejdsaftalen med Cypern er kontroversiel og uden noget reelt udbytte for Superligaen. Det skrev jeg en lang blog om tidligere på året.

Skriv første kommentar

Skriv et svar