Benjamin Leander: De vigtigste datanedslag om DIT Superligahold fra 2022/23-sæsonen – Del 1

Benjamin Leander pakker Superliga-sæsonen 2022/23 sammen med et kig på underliggende data fra de 12 Superliga-hold. Både det gode, men også det mindre gode. Vi starter med et kig på de seks hold fra Mesterskabsspillet.

FC København:

Det gode:

• 2.14 point pr. kamp i snit under Jacob Neestrup, som overtog FCK midt i Orkanens Øje, et hårdt Champions League-program og et hav af skader.
  
• Holdt 10 Clean Sheets i sæsonen på trods af fuldkommen VANVITTIGE S Y T T E N forskellige bagkæder i Neestrups 22 Superliga-kampe.
  
  

• Jacob Neestrup fremstod som en handlingens mand med synlige, taktiske greb. FC København havde været FEMTEN point efter FCN, hvis man havde fløjtet af efter 45 minutter i SL-kampene, men FCK forbedrede sig med 13 point i 2. halvleg, hvorimod FCN blev seks point dårligere i forhold til 1. halvleg. Svært ikke at forbinde det med taktisk omstilling fra FCK-træneren.
  
• Backs som Elias Jelert, Kevin Diks og Christian Sørensen leverede tilsammen 10 oplæg – det højeste sammenlagte antal for FCK-backs siden Ankersen, Boilesen og Bengtsson leverede 17 tilbage i mesterskabssæsonen 2018/19.
  
• Viktor Claesson var en Duracell-kanin og spillede 45 ud af 47 mulige kampe for FCK i Superliga, Pokal og Champions League. Mod OB (7-0) var han ubenyttet spiller fra bænken, mens han var i karantæne mod AGF senere i slutspillet.

Det knap så gode:

• FCK var frygtelig ustabile i slutspillet. Holdet skabte absurd lave FIRE store chancer på 0,30 Expected Goals eller flere – kun Randers (3) skabte færre.
  
• Samtidig tillod man ni store chancer den anden vej i slutspillet, hvor en velspillende Kamil Grabara reddede de fire, mens en blev skudt forbi mål. Fire gik ind.
  
• Mod de tre andre top4-hold i rækken spillede man 12 kampe mod FCN, AGF og VFF over hele SL-sæsonen. Kun i to af kampene skabte man flest store chancer og var presset ned ved flere lejligheder.
  
• Inden Kevin Yakob scorede sig 36 strafpoint for et direkte rødt kort i sidste runde, havde FCK både flest strafpoint og suverænt flest gule kort i sæsonen. Det er første gang siden Herfølges mesterskab i 2000, som i sandhed blev kæmpet hjem på fight og mandsmod, at DM-vinderne også har fået flest gule kort og været i top2 over strafpoint. I Ståle Solbakkens velmagtsdage hjemtog FCK mesterskabet i både 2010 og 2011 med 51 gule kort på 66 kampe!
  
  Må, kan og skal forbedres. Især fordi FCK begik færrest frispark af alle hold, men modtog et gult kort for hvert 3.4 de lavede i sæsonen. For Silkeborg var tallet et gult kort pr. 6.5 frispark begået.

FC Nordsjælland:

Det gode:

• Ernest Nuamah stemplede ind som FCNs kommende storsalg med en blændende sæson, der også sikrede ham titlen som sæsonens profil i Superligaen. Bla. pga. nedenstående:

• Andreas Hansen beviste værdien af en pasningssikker keeper med gode reflekser. Hansen havde ligaens højeste afleveringsprocent og noterede sig samtidig for enorme 6,4 Prevented Goals – altså at FCNs modstandere leverede afslutninger indenfor rammen med en samlet Expected Goals-værdi, som Hansen overpræsterede med 6,4 af slagsen. Kun Randers’ Patrik Carlgren med hysteriske 11,3 Prevented Goals overgik Hansen, mens OBs Martin Hansen havde samme cifre som FCN-sidsteskansen.
  
• Defensivt præsterede FCN den bedste sæson i nyere tid (2015-2023 hvor statistikken dækker) med lavest Expected Goals-sum og færrest antal afslutninger mod sig i de otte sæsoner.
  
• Skabte flest store chancer af alle hold med 38 afslutninger på mindst 0,30 Expected Goals.

Det knap så gode:

• NUL Clean Sheets i forårets 15 SL-kampe
  
• Voldsom ineffektivitet foran mål i foråret, hvor man skabte flotte seksten store chancer, men miserabelt kun konverterede fire af dem til scoring. Nuamah brændte fire store chancer, mens defensivspillere som Nagalo, Svensson og Hansen også brændte fire store chancer tilsammen.
  
• Ikke siden oktober vandt FC Nordsjælland to Superliga-kampe i træk. Frygtelig mangel på kontinuitet qua nul udebanesejre siden 23. oktober mod Randers.
  
• Svenske Benjamin Nygren havde 15 afslutninger fra Dangerzone centralt for mål på knap 10 timers fodbold i sæsonen. Han ramte forbi på de 11. Ligner langt fra en mand, der kan løse FCNs offensive kabale, når Nuamah bliver solgt.

AGF:

Det gode:

• En duft af Atletico Madrid! AGF var Superligaens bedste hold målt på mål imod, Expected Goals Against og holdet med SUVERÆNT færrest store chancer tilladt mod sig med blot 14 af slagsen og absurde TRE kampe i HELE sæsonen, hvor modstanderne skabte flere store chancer end AGF. Jesper Hansen og forsvaret forhindrede tilmed TI af de 14 store chancer mod sig i at gå ind.
  
• Ingen forsvarsspiller i ligaen vandt flere af sine defensive dueller procentuelt end Frederik Tingager. GF-giganten trak sig sejrrigt ud af 84% af sine i alt 175 defensive dueller.
  
• Forsvarskollega Yann Bisseck skal videre til en større adresse, og det forstår man godt:

• Patrick Mortensen blev den første DANSKE Superliga-spiller NOGENSINDE til at score 15+ mål i mindst tre sæsoner for samme klub og den blot syvende spiller til at score 15+ mål i mindst tre sæsoner. Peter Møller (4 sæsoner), Søren Frederiksen (4), Steffen Højer (4), Kamil Wilczek (3), Dame N’ Doye (3) og Morten Duncan Rasmussen (3) var de øvrige seks.
  
  AGF-spydspidsen var voldsomt instrumental for AGF og spillede fuldkommen vanvittige 2.794 minutter ud af 2.880 mulige med 32 starter ud af 32 mulige. Som spidsangriber!

Det knap så gode:

• De store chancer stod ikke just i kø for AGF. 25 af slagsen var lige så mange (eller få) som AaB, og desuagtet, at AGF’erne spillede 20 kampe mod top6 og kun 12 mod bund6, så sled Röslers tropper på den konto.
  
• På trods af stigende boldbesiddelse mod slutningen af sæsonen, var AGF stadig den bløde mellemvare på mange kreative parametre:

Traditionelt defensivt, stærke mandskaber som Juventus og Atletico Madrid har også scoret lavt på lignende parametre, og det er åbenlyst, at tingene virker for et afklaret AGF-hold. Skeptikere vil dog stille sig tvivlende over, om man igen i næste sæson kan holde modstanderne fra fadet i så høj grad som i denne sæson.

Viborg:

Det gode:

• Et kolossalt, stabilt niveau fra de grønblusede, som var i top4 fra 8. runde og ikke faldt ud siden. Kun én gang i sæsonen tabte man to kampe i træk, da AGF og FCK begge slog VFF med et enkelt mål.
  
• Selv med offensive profiler som Elias Achouri, Ibrahim Said og den solgte topscorer Jay-Roy Grot, var Viborgs adelsmærke en bundsolid defensiv. Næstfærrest store chancer tilladt i hele sæsonen og en storartet præstation af Lucas Lund, der har taget skridtet op som en af Superligaens sikreste ankermænd. For anden sæson var Lund i top5 over Prevented Goals blandt SL-målmændene – denne sæson med 6,2 sammenlignet med 5,9 i sidste sæson.
  
• Individuel hæder til Anton Gaaei (næstflest store chancer skabt af alle spillere i ligaen) og Nicolas Bürgy (4.flest stikninger i dybden) som vandmærke for Viborgs flotte sæson, hvor spillet blev bygget op fra defensive spillere med adresse til de offensive profiler.
  
• Ingen spillere i Superligaen satte flere modspillere i en direkte duel pr. kamp end Elias Achouri i denne sæson. Voldsomme 5,7 gange pr. 90 minutter skete det i snit med Mohamed Daramy på andenpladsen med 5,1 vellykkede mand-mand-dueller pr. kamp.

Det knap så gode:

• Evnen til at sætte en stime sammen. Viborg sluttede efteråret af med 11 kampe i træk uden nederlag – i foråret fik man aldrig point mere end tre kampe i træk.
  
• Tabet af Jay-Roy Grot i front gjorde ondt på Viborg. I efteråret scorede Viborg på 10 ud af 14 store chancer fordelt på 17 kampe, mens man i foråret blot omsatte fem ud af 14 store chancer på mindst 0,30 Expected Goals.
  
  Brasilianske Renato Junior var udset som Grots afløser med 12 timers fodbold i foråret, men producerede skammelige otte afslutninger i alt, heraf blot tre fra DangerZone. Ham lykkedes Viborg ikke med at finde på samme måde som Grot.
  
• Ibrahim Said og Elias Achouri har utvivlsomt X-factor, men forspildte alt for store mængder af chancer ved at afslutte kolossalt meget udefra. Slemmest var det med Said, som havde to tredjedele af sine afslutninger udenfor boksen og kun scorede på 1 af sine 40 langskud, mens to af ni afslutninger fra DangerZone gik i kassen. Samme tendens med Achouri, som havde 21 af 41 afslutninger udenfor boksen, men scorede på nydelige fire af ni afslutninger centralt for mål.
  
• Jakob Bonde kunne også være placeret under “Det gode” for Viborg-grinderen kom frem til helt ufattelig flotte 25 afslutninger fra Dangerzone fra sin plads på den centrale midtbane og en samlet Expected Goals-ratio på lige under 6 forventede mål i åbent spil. Det er fremragende arbejde af den rutinerede midtbanemand.
  
  Bonde scorede dog ikke på EN ENESTE af sine 25 afslutninger centralt for mål og må i den grad siges at skylde på den konto.

Brøndby:

Det gode:

• 21 store chancer skabt i 15 forårskampe under Jesper Sørensen – 10 mere end man skabte i 17 efterårskampe under Niels Frederiksen, og 11 af kampene var mod top6-modstand for Brøndbys vedkommende. Kun FCN skabte flere store chancer i foråret med 24 af slagsen.
  
  Samtidig scorede intet andet hold mål efter store chancer end Brøndby – 20 mål sat ind på i alt 32 chancer gav Superligaens næstbedste konverteringsprocent (63) kun overgået af Lyngbys voldsomme 69
  
• Personlig succes for Mathias Kvistgaarden, som startede inde i ni ud af 10 slutspilskampe og scorede seks gange med tre oplæg til følge. I de ni kampe havde Kvistgaarden hidsige 28 afslutninger med 14 af dem indenfor rammen og et imponerende duelspil, hvor Brøndby-kometen vandt 42% af sine dueller over hele sæsonen – helt i top og bedre end sammenlignelige konkurrenter som Patrick Mortensen (40%) Nicklas Helenius (38%) Emmanuel Sabbi (36%) Tonni Adamsen (33%) og klubkammeraten Ohi Omoijuanfo (32%)
  
• Pæn succes på Jyllandsturene, som tidligere har været et stort kompleks for Vestegnens drenge. Kun to nederlag i 10 Jyllandskampe, endda de to første i sæsonen, blev facit for Brøndby, som kun har haft højere pointsnit i Jylland i 2017/18 og 2018/19, når man kigger 10 sæsoner tilbage.

Det knap så gode:

• Defensiven – uanset om det var under Niels Frederiksen eller Jesper Sørensen. Med 3-3 kampen i Århus tangerede Brøndby negativ klubrekord for flest mål lukket ind på en sæson og satte negativ klubrekord for flest mål lukket ind pr. kamp i snit med monstrøse 1,63 pr. kamp i mod sig.
  
• Brøndby gav 31 store chancer væk i sæsonen – kun overgået af OB og Horsens med 36 og 40. Samtidig lukkede kun OB flere mål ind på store chancer med 18 af slagsen skarpt forfulgt af Brøndbys 17.
  
• Brøndby og dødbolde var et rendyrket stykke kryptonit de første to tredjedele af sæsonen:

Som en trøst for Brøndby kunne Jesper Sørensen og co. notere sig 0 mål imod på hjørnespark og øvrige dødbolde de sidste ni runder.

• Brøndbys backs var ikke just synlige, når det kom til den offensive produktion. Blas Riveros leverede faktisk mange gode defensive præstationer, men offensivt havde paraguayaneren 0 mål, 0 oplæg, 29 afslutninger, hvoraf foruroligende 25 fes forbi mål. Riveros blev også blot noteret for 1,4 Expected Assist i 25 SL optrædener i sæsonen.
  
  Daniel Wass leverede fire oplæg, hvoraf de to kom fra hjørnespark, mens Sebastian Sebulonsen bidrog med en enkelt scoring ligesom Jens Martin Gammelby og den afgående anfører Andreas Maxsø (straffesparksscoring mod Randers).

Randers:

Det gode:

• Top6 for tredje sæson i træk. Spørg bare OB og AaB, om de kigger misundeligt med fra begge ender af landet.
  
• Ligaens stærkeste plankeværk i Patrik Carlgren, som leverede mirakler i målet de første otte spillerunder og var medvirkende til, at Randers lå i top2 mellem runde 7 og 13 og sågar førte Superligaen efter 10. runde! 142 gange havde Carlgren handske, fod, arm eller sågar hoved på en afslutning i sæsonen – det højeste antal redninger fra NOGEN SL-målmand i perioden mellem 2015 og 2023, hvor der er optælling fra hos os.

Det knap så gode:

• Pretty much alle underliggende parametre for Randers, hvor man over en bred palet var bekymrende dårlige. Naturligvis med det forbehold, at man spillede 20 kampe mod top6 og kun 12 mod bund6, men det var også tilfældet sidste sæson, hvor Randers ikke på samme måde faldt fuldkommen eklatant i gennem som i indeværende sæson:
  

• I slutspillet stemplede Randers fuldkommen ud til sidst og skabte ikke en eneste stor chance de sidste seks runder, hvor man til gengæld tillod 10 af slagsen mod sig med seks scoringer imod. En form for regression towards the mean efter Carlgrens mange mirakler og også en naturlig indikator for Randers’ reelle niveau. 23 af holdets 41 point kom i 12 kampe mod Bund6, mens man fik 18 point i 20 kampe mod top6.

Læs også: