Benjamin Leander: Datagennemgang af 14. SL-runde
Benjamin Leander sætter fokus på 14. Superliga-runde set med databriller på.
Foto: IMAGO / Gonzales Photo, Teis Markfoged
Lyngby – OB 2-2 (Kadrii, Rømer, Magnusson, Deedson)
Første kamp efter fyringen af Andreas Alm blev ikke nogen voldsom succes for OB udover det faktum, at man reddede et point i de døende minutter.
Offensivt var man ideforladte og havde første afslutning fra DangerZone i det 79. minut, da indskiftede Rami Al-Hajj fik bolden centralt for mål efter en tilfældig afretning. Udover Don Deedsons udligning i minut 87 var syv ud af otte øvrige OB-afslutninger langskud fra mindst 20 meter, hvoraf Bashkim Kadriis brækkende langskudsmål til 0-1 var succesfuldt.
Lyngby spillede omsider en god, offensiv kamp og kom frem til rigt med muligheder. Freyr Alexanderssons tropper mønstrede sæsonhøjeste NI afslutninger fra DangerZone, hvor både Marcel Rømer og Sævar Magnussons afslutninger endte bag HC Bernat i OB-målet.
Frederik Gytkjær missede kampen pga. skade, og Lyngby har fortsat en rædsom statistik, når de spiller uden den fysisk pågående angriber:
FC Nordsjælland – Vejle 1-0 (Schjelderup)
FCN-dominans fra ende til anden i en alt for lille 1-0 sejr var facit i Farum søndag eftermiddag.
Hoff Thorups tropper var nok engang voldsomt uskarpe foran mål og sendte 17 afslutninger enten forbi mål eller ind i benene på en Vejle-spiller. Det er fjerde gang indenfor de sidste syv spillerunder, at FCN har mindst 14 forbiere eller blokerede afslutninger i en SL-kamp – hele sidste sæson skete det EN gang, at FCN skød så mange gange med løst krudt, og det var i premieren mod OB på udebane.
Med kun 31,5% af afslutningerne indenfor rammen i sæsonen er FCN på vej mod den med afstand dårligste præstation hvad angår træfsikkerhed. På intet tidspunkt siden sæsonen 2015/16, hvor databasen starter, har FCN været under 36,5 i træfprocent over en hel sæson!
Får FCN styr på afslutningerne, bør der dog ligge en ketchupflaske-effekt og vente. De 23 afslutninger mod Vejle var sæsonhøjest, nøjagtigt som seks afslutninger efter hjørnespark også var det. Samtidig holdt man Vejle til meget få tilbud.
Vejle er gået voldsomt op i limingen defensivt de sidste tre kampe, hvor man har tilladt 23, 25 og 23 afslutninger mod sig mod FCN, Viborg og FCK. Selvom de to kampe mod de to tophold var på udebane, er det stadig et markant skred og flere afslutninger mod sig (71) end man havde i de foregående syv runder mod Hvidovre, FCN hjemme, Lyngby, Randers, OB, Brøndby og Viborg (70)
Vejlensernes German Onugkha er kronisk farlig og har haft mindst én afslutning i samtlige 13 starter i denne sæson. Mod FCN tvang han Andreas Hansen ud i en stor redning og vandt otte af 16 dueller.
Viborg – Silkeborg 2-1 (Ementa, Ementa, Thordarson)
Anosike Ementa havde det tungt for AaB i Superligaen, hvor den fysisk stærke angriber scorede nul gange på 24 afslutninger fordelt på 850 Superliga-minutter.
I Viborg har Ementa nu afsluttet 28 gange på 969 SL-minutter med fire mål til følge.
Domkirkebyen har for alvor fundet den offensive melodi med seks store chancer skabt i de sidste to runder, efter at have skabt samme antal chancer de foregående syv runder mod Randers, FCK, FCM, SIF, AGF, BIF og FCN.
I Silkeborg slider Alexander Lind med tingene og havde for anden kamp i træk ikke en afslutning indenfor rammen efter ellers at have ramet målet mindst én gang mellem runde tre og 12 med 10 scoringer til følge. Lind blev pakket ind i Viborg og havde blot 11 vellykkede aktioner på 74 minutters spil – sæsonens næstlaveste facit i de 10 starter han har fået.
Randers – FC København 2-4 (Bundgaard, Falk, Nordli, Claesson, Larsson, Froholdt)
For fjerde gang i sæsonen vendte FCK en Superliga-kamp, hvor de kom bagud, til sejr. Københavnerne har hentet MASSIVE 13 point i de sidste 23 minutter af Superliga-kampene (sidste halvdel af 2. halvleg) – OTTE point mere end Silkeborg, som er næstbedste hold de sidste 23 minutter af SL-kampene.
FCK havde nok engang defensive problemer og kan efter 14 spillerunder notere sig for sølle fire Clean Sheets, hvoraf de to kom mod Hvidovre. Kun i mareridtssæsonen 13/14 (2 Clean Sheets), som kostede Ariel Jacobs jobbet, og i 22/23-sæsonstarten (3 Clean Sheets), som kostede Jess Thorup jobbet, har FCK haft færre Clean Sheets i de første 14 runder set over de sidste 10 år.
Offensivt sprudler FCK til gengæld og formåede for anden gang under Jacob Neestrup at score mindst fire SL-mål to kampe i træk. Første gang var 7-0 mod OB fulgt op af 4-1 i Horsens i marts 2023. Vi skal helt tilbage til september 2017 for at finde seneste gang før det, at FCK scorede mindst fire Superligamål to runder i træk. Dengang gjorde man det hele tre runder i træk med 4-3 over FCM, 4-0 over Helsingør og 4-0 over Silkeborg.
Randers slider stadig de sidste 45 minutter af kampene i Superligaen, hvor Rasmus Bertelsens tropper har lukket 16 mål ind – lige så mange som prügelknaberne fra Hvidovre.
FIRE kampe i træk har kronjyderne nu lukket mindst to mål ind i Superliga-regi, nøjagtig som man gjorde det mellem runde et og fire i starten af sæsonen. 29 mål imod er ét mål mindre end man lukkede ind i hele sidste sæsons grundspil.
Randers-keeper Patrik Carlgren har lukket otte mål ind på de seneste 13 afslutninger mod sig indenfor rammen og er nu sidst i Superligaen blandt Prevented Goals, hvor svenskeren er 3,7 mål i minus i forhold til det forventede.
Offensivt var Randers dog en trussel mod FCK i de første fem kvarter af kampen. Kun FCN (20) har mønstret flere afslutninger mod FCK i denne sæson end de 14 RFC præsterede søndag eftermiddag, ligesom også kun FCNs 13 hjørnespark er højere end de 10 Randers fik. 45% boldbesiddelse er også det næstlaveste FCK har haft i sæsonen kun undergået af 40% mod FCN. Randers presspil sad også lige i skabet og tvang FCK til sæsontredjehøjeste 28 boldtab på egen bane.
Hvidovre – FC Midtjylland 1-4 (Franculino, Cho Gue-Sung, Makienok sm, Fredslund, Brynhildsen)
Som det første Superliga-hold nogensinde har Hvidovre færre end 4 point efter 14 spillerunder. OBs fire point fra 1997, B93s ditto fra 1998, HFK Sønderjyllands fra 2000, Silkeborgs fra 2001, Randers fra 2009 og Silkeborgs igen i 2014 og var det hidtil dårligste facit efter 14 runder, men oprykkerne slog den rekord med 1-4 mod FCM søndag aften.
Sølle 25% af holdets afslutninger indenfor rammen illustrerer Hvidovres gigantiske, offensive problemer – siden 2015/16-sæsonen, hvor databasen starter, har laveste tal på den konto for et Superliga-hold været 29 fra Helsingør i 2017/18.
Mod FCM nåede man også et lavpunkt med sølle 217 vellykkede afleveringer – 66 afleveringer færre end det hidtil laveste antal succesfulde afleveringer som også var mod FCM – bare på udebane i runde 1. 73 i pasningsprocent var også lavest i sæsonen ligesom 35 i boldbesiddelsesprocent var det samme.
På et enkelt punkt satte Hvidovre Superliga-rekord denne sæson: Flest frispark begået af et enkelt hold med hele 24 af slagsen mod FCM.
FCM spillede en flot og professionel kamp og har over de sidste tre kampe mod OB, Lyngby og Hvidovre skabt NI store chancer. Selvom man kun har scoret på de tre, er det lige så mange store skabte chancer som man præsterede i sæsonens første 11 runder, hvor man ikke EEN gang i noget opgør skabte mere end en enkelt stor chance.
Brøndby – AGF 1-1 (Vallys, Mortensen)
Brøndby har som det eneste hold i Superligaen scoret i SAMTLIGE af de første 14 runder denne sæson. Ikke siden FCN gjorde det i sæsonen 19/20 har et SL-hold nettet i samtlige første 14 runder. FCNs stime stoppede i runde 15, og hvis Brøndby netter i derbyet mod FCK, bliver de det første hold til at score i alle første 15 Superliga-runder siden FC København i 2018/19 scorede i SAMTLIGE 26 grundspilsrunder og kun i 0-4 mod FCM, da guldet allerede var hjemme, gik målløse fra banen.
For en sjælden gangs skyld manglede Brøndby offensivt slutprodukt og skabte mellem minut 9 og minut 94 sølle 0,15 Expected Goals. Forinden havde Ohi Omoijuanfo og Nicolai Vallys skabt 0,80 xG de første otte minutter – sidstnævnte med mål på en stor chance takket være sublimt opspil fra Daniel Wass.
Fem afslutninger fra Brøndby i en SL-kamp på Brøndby Stadion er ikke set lavere siden 0-0 mod netop AGF helt tilbage i juni 2020
For 11. SL-kamp i træk fik AGF ikke skovlen under Brøndby. Det er samme antal gange som holdet heller ikke har slået FCK i Superligaen; århusianernes to længste, aktive, sejrsløse stimer mod noget hold i Superligaen.
GF’erne er det suverænt mindst scorende hold i Top6 og har ikke scoret mere end to mål i nogen SL-kamp de første 14 runder. Scorer man ikke tre gange mod Viborg på søndag, er det første gang NOGENSINDE i AGFs 31 sæsoner i Superligaen, at man ikke scorer mindst tre mål i nogle af de første 15 SL-runder.