18+ | Spil ansvarligt | Regler og vilkår gælder | StopSpillet -  70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, med symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Benjamin Leander: Cypriotisk kaos og Albentosa-ynk

En begivenhedsrig 12. Superliga-runde er slut. Benjamin Leander vender de kontroversielle hændelser fra alle seks kampe.

Albentosa i græsset. Igen-igen. Foto: IMAGO / Gonzales Photo, Morten Kjær

Hvidovre – Silkeborg (fredag)

Så fik vi premiere på det dansk-cypriotiske samarbejde i 2023/24 med Andreas Argyrou i spidsen for en ren cypriotisk dommertrio med danske Jakob Sundberg som 4.dommer og Costa Rovertos i VAR-vognen sammen med Victor Skytte som assisterende VAR-dommer.

Lad os starte med elefanten i rummet: Hvidovres 1-1 scoring, som efter alle lovens bogstaver burde være underkendt for offside. Situationen ER svær linjedommerteknisk, fordi et indlæg snittes videre af HIFs Lirim Qamili, som bliver reddet af Nicolai Larsen. Tobias Thomsen følger op og får skrabet udligningen i nettet.

Billederne taler deres tydelige sprog:

Panoramisk billede af puls spor og medicinsk teknologi, affotograferet fra Viaplay

Linjedommer Kyriakos Sokratous er langt fra optimalt placeret til at vurdere den strafbare offside her, men det er jo mindre vigtigt, når vi har VAR til at redde os.

Eller hvad?

Målet scores i 31:09 – VAR-gennemsynet afsluttes i 36:34. En foreløbig bundskraber af et gennemsyn på fem minutter og fem sekunder, som tilmed ender med den forkerte dom.

Onside er KUN en mulighed, hvis dommerteamet vurderer, at Nicolai Larsen forsøger at kontrollere bolden i situationen. Det er definitivt ikke tilfældet her på en rendyrket redning, så hvordan teamet kan nå frem til beslutningen om onside på Tobias Thomsen, må være et spørgsmål af de helt store.

Ellers dømte Argyrou en godkendt kamp, som heller ikke stillede store krav til ham som dommer. Cyprioten blev FIFA-dommer ved nytår og har dømt europæiske kval-kampe uden større problemer, så risikoen for, at han ville falde i gennem en SL-kamp mellem HIF og SIF var særdeles minimal.

FC København – Vejle (lørdag)

Mere at tale om var der definitivt i FCK mod Vejle lørdag, hvor mestrene var i store problemer mod oprykkerne.

Unge Jacob Karlsen dømte for en sjælden gangs skyld ikke nogen stor kamp. Jeg savnede advarsler til både VBs Juwara for en grim tackling på Kevin Diks og kort tid efter advarsel til Diks for en løftet arm i hovedet på selvsamme Juwara.

Ros for advarslen til Diogo Goncalves for en håbløs omgang film efter 55 minutter, og så synes jeg det er fint forsvarligt IKKE at dømme frispark til German Onugkha 45 sekunder inden det udlignende mål. LIVE lignede det et frispark, men den langsomme gengivelse viser ingen kriminel kontakt i bentøjet mellem Denis Vavro og russeren. Rent VAR-mæssigt er der intet at komme efter SELV hvis vi havde haft en forseelse. FCK afleverer otte gange i opspillet inden et indlæg slås indover. Det cleares. FCK afleverer en gang mere, slår endnu et indlæg som cleares inden fem afleveringer på stribe fører til Elias Achouris udlignende 1-1 mål. På det tidspunkt har vi for længst nulstillet den såkaldte APP – Attacking Positional Phase – hvor Vejle har fået mulighed for at organisere sig i bagkæden.

Undervejs i kampen lod jeg mig gentagne gange irritere over gæsternes Raul Albentosa, som scorer 10/10 på gejst og krigerisk indsats, men 0/10 for sportsmanship i forhold til at trække tiden i fordelagtige situationer.

Lyngby – AGF (søndag)

Meget lidt at tale om i en udramatisk affære, hvor Mads Kristoffer Kristoffersen havde overordentlig lidt at se til. To korrekte advarsler til Muniesa og Winther fra Lyngby for holdeforseelser samt to til AGF for tidsudtræk ved Poulsen og keeper Peacock-Farrell.

Sidste advarsel til Andri Gudjohnsen for brok var frygtelig at se på ledelsesmæssigt. Skolemester-finger, nul respekt fra Gudjohnsen og svært at forstå hvad kortet egentlig blev givet for. Du ser ikke unge, progressive dommere som Sundberg, Redder og Karlsen give den slags. Det er en forhistorisk form for ledelse, som til stadighed kun praktiseres af Burchardt og Kristoffersen, og det kan undre, hvorfor de stadig tror, den slags indgyder respekt eller har effekt.

Viborg – FC Nordsjælland (søndag)

Morten Krogh fik en perfekt optakt til karrierens største kamp onsdag aften:

Krogh havde fire advarsler i VFF-FCN og var reelt kun i vælten, da Viborgs Serginho gentagne gange brokkede sig over at være blevet savet over flere gange. To er naturligvis flere gange, men portugiserens kropssprog var så aggressivt, at Krogh til sidst ikke havde andet modtræk end at stange en advarsel op til den frustrerede VFF-dribler. Tilmed i en situation, hvor han rent faktisk gav en advarsel til Martin Frese for det benspænd, FCN-backen havde begået på Serginho.

Kort for brok eller usportslig opførsel blev det også til for Jeppe Tverskov – det fremstod ikke tydeligt hvad FCN-motoren fik det for, men det kunne være for at vifte med et imaginært gult kort efter en hård tackling på Martin Frese, hvor Krogh valgte at køre en fin fordel.

Krogh har sikkert etableret sig til en position som Danmarks højest rangerede dommer – Jakob Kehlet er også i kategori 1 under FIFA, men som 43-årig er hans fremtid internationalt kun gruppespilskampe i Europa og Conference League, mens Krogh altså nu får chancen i Champions League og ved diverse ungdomsslutrunder.

Randers – Brøndby (søndag)

Rundens mest intense kamp og også den, der stillede størst krav til dommerpræstationen. Jonas Hansen får bedre og bedre kampe i Superligaen på trods af status som ikke-FIFA-dommer, og han leverede i store træk også en fin kamp i Kronjylland.

Allerede efter 11 minutter måtte han afvise et straffespark efter et voldsomt teatralsk fald fra Mathias Kvistgaarden, som på en hård dag sagtens kunne have udløst et gult kort for film. Selvom værternes Daniel Høegh omklamrer Brøndby-spidsen, er faldet fuldkommen uproportionelt med det, som sker i duellen. Sekunder efter dømmer Hansen frispark til Randers i den anden ende og giver en stærk påtale til Kevin Tshiembe, som ikke er involveret i situationen, men tydeligt og aggressivt gestikulerer mod Hansen. En advarsel havde også været en mulighed, men det er fin ledelse for mig at få Tshiembe over og roligt forklare, at det er over grænsen og en sidste chance, der allerede efter 12 minutter er opbrugt.

Korrekt advarsel til Jacob Rasmussen efter 26 minutter og fin, synlig ledelse, da BIF-stopperen vil fortælle Filip Bundgaard, at han falder for let. Måden Hansen får Rasmussen væk på gav flashbacks til legendariske Pierluigi Collina – heldigvis i en noget mildere 2023-udgave:

Omkring den halve time og 10 minutter frem kom der for alvor gang i den. To mål blev scoret, og to mål blev underkendt. Kevin Tshiembes 0-2 scoring var helt efter bogen med BIF-stopperen næsten en meter offside på et indløb efter en dødbold, mens anden scoring var voldsomt stærkt arbejde af Jonas Hansen, som på egen hånd annullerede Mathias Kvistgaardens scoring til 1-2. Jacob Rasmussen var inde at genere Randers-keeper Carlgren og nåede aldrig ud i onside-position, da Kvistgaarden header på mål. Tværtom dukker Rasmussen sig fra kort afstand og distraherer tydeligvis den svenske målmand i situationen.

Hansen var skarp på følgestraffe og fik helt logisk straffet både Kevin Tshiembe for et dumt frispark på Stephen Odey og Randers Simen Nordli for en helt ufattelig tynd omgang film i feltet efter en minimal håndspålægning fra Nicolai Vallys.

Ved Brøndbys udlignende 2-2 mål kunne det godt antydes, at der var frispark på Bjørn Kopplin i opspillet til scoringen, men VAR har ikke noget at gøre efterfølgende, da værternes Wessel Dammers på skammeligste vis clearer en bold direkte til en Brøndby-spiller i feltet, som efterfølgende slår den ind til Marko Divkovic’ udlignende mål. Her nulstilles APP’en endnu engang som beskrevet i FCK-Vejle.

Alt i alt en meget overbevisende indsats fra Jonas Hansen, som sagtens kunne være en bejler til et opgør som SIF-FCM i runde 16 eller en lignende kamp mellem to Top6-hold.

OB – FC Midtjylland (mandag)

Uforbeholden ROS til Jørgen Daugbjerg for at gå imod VAR-dommer Mads Kristoffer Kristoffersens PAPIRSTYNDE anbefaling om at dømme frispark til HC Bernat i OB-målet for teatralsk at lade sig falde som en sæk kartofler ved FCMs 0-1 scoring. Bernats fald er igen helt uproportionelt med det, der reelt sker i situationen, og var han blevet stående på benene, havde han formentlig reddet Oliver Sørensens scoring på returbolden.

Dårligt indgreb fra Kristoffersen i VAR-vognen – det er ikke mange påsætninger det bliver til for den rutinerede SL-dommer, der tydeligvis befinder sig bedre på banen end bag skærmen.

Selvom Burchardt skal have fortjent ros for at afvise straffesparket, er jeg simpelthen nødt til at kritisere hans følgestraffe og afviklingen af dem mandag aften.

Gult til Al-Hajj for en stempling. Korrekt, men Burchardt ser det simpelthen ikke selv på trods af, at han står under fem meter fra situationen. Spillet kører videre i 3-4 sekunder inden han endelig får fløjtet og tydeligt forvirret får kaldt OB’eren over til en advarsel

Første advarsel i kampen til Ingason. Banalt puf på midten af banen, hvor det er fuldstændig ude af kurs med det generelle advarselsniveau for Superligaen at give ham kort på den. Nytter ikke at appellere den, men det er fuldstændig unødigt at skulle af med 1. advarsel for dén forseelse.

Advarsel til Mads Bech Sørensen i en situation, hvor Mads Bech Sørensen jagter en bold, men ender med at trække sig. Burchardt fløjter helt korrekt et “lille” frispark ved bare at pippe i fløjten og lægger dermed ikke op til spor andet. Alligevel ændrer han dog mening og ender på en advarsel. Om ikke forkert, så IGEN dårligt eksekveret.

Advarslerne til Rømer og Dalsgaard var gudskelov indenfor skiven, men Burchardt virker simpelthen distræt i visse dele af kampene.

Skriv første kommentar

Skriv et svar