02-07-2008
Et af de mest interessante opgør i 12. omgang af Allsvenskan må siges at være opgøret mellem Göteborg og Helsingborg. To klubber med store ambitioner og profiler skal nok sætte sit præg på opgøret, der spilles mandag aften.
Landsholdspausen er overstået, og de svenske topklubber er tilbage på grønsværen. De færreste mandskaber har været voldsomt berørte af slutrunden hvad angår nøglespillere på landsholdet, men alligevel har pausen også været brugt til små ferier og tiltrængte pustere for flere på holdene.
Göteborg fik den værst tænkelige start efter pausen, eller ”omstarten”, som svenskerne kalder det. Holdet lagde ellers ud på sin suveræne hjemmebane, hvor man indtil da kun havde taget lutter sejre, hvilket var fem. Man fik til gengæld ørene i maskinen imod upåagtede Trelleborg, som spolerede Göteborgs flotte resultater med en sejr på 0-2.
Stille står det til gengæld også i Helsingborg, som også kun har en kamp i benene efter pausen imod GAIS. Det er unægtelig en lang pause for den sydsvenske klub, som ikke kunne have fået pausen på et værre tidspunkt. Man var netop kommet i omdrejninger med tre sejre i de seneste fire kampe, og så blev ligaen ellers sat på standby.
Helsingborg må undvære forsvarsklippen Erik Wahlstedt, som ellers har været fast starter i de første tolv kampe.
Skadessituationen opdateres i løbet af ugen, når officiel information foreligger.