24-06-2008
Optakten til semifinalen mellem Tyskland og Tyrkiet ved dette års EM har efterhånden udviklet sig til en sand farce omkring tyrkernes store problemer med skader og karantæner. Senest har den tyrkiske landstræner luftet idéen om, hvorvidt hans tredjekeeper kunne gøre sig i enten forsvaret eller angrebet, og når man ser Terims trup til kampen, så forstår man hans bekymringer.
Efter tre vanvittige comeback i træk for Tyrkiet er det nu tid til at stå ansigt til ansigt med Tyskland, som overraskede mange ved at sende Ronaldo og resten af hans portugisiske holdkammerater ud allerede i kvartfinalen.
Tyrkiet har som nævnt leveret masser af underholdning ved denne slutrunde, hvor man har været involveret i nogen af de mest dramatiske og opslidende kampe overhovedet. Håbet om overhovedet at kommet videre til kvartfinalen blev grundlagt med en scoring langt inde i overtiden imod Schweiz i anden kamp, da man ellers havde været bagud. Herefter trak man det længste strå i en vanvittig kamp imod Tjekkiet, som ellers var på vej ud i straffespark, men Nihat ville det anderledes. Senest formåede man så at baske Kroatien ud efter en halv tam kamp, som dog eksploderede i de sidste minutter af tillægstidens 2. halvleg, da Kroatien kom foran, for blot at se Tyrkiet udligne og sende sig selv videre på straffespark.
Skadesmæssigt står det ret så galt til. Holdet mangler Volkan i kassen, hvor han erstattes af den aldrende Rüstü, som absolut ikke holder samme niveau og sikkerhed som tidligere i hans karriere. I karantæne er Emre Asik, Tuncay Sanil og Arda Turan, hvilket må siges at være tre vigtige folk på det hårdspillende mandskab. For at gøre det hele værre er Emre Güngör med garanti ude, og samtidig er Cetin, Metin og Emre Belözoglu mere end tvivlsomme til opgøret. Cetin vil, som styrmand i forsvaret, være et stort tab. For at slå det sidste søm i ligkisten må tyrkerne også se bort fra den helt store stjerne i form af Nihat, hvilket snart ikke kunne blive værre.
Tyskland har haft en noget broget vej til semifinalen, men i kvartfinalen fik man for alvor banket rusten af fra gruppespillet. Holdet var på gevaldig slingrekurs i de første kampe, men imod Portugal blev gnisten pludselig tændt, og man udnyttede svaghederne hos nogle knap så oplagte portugisere. Holdet viste for alvor, at de noget magre resultater mod Kroatien, Polen og Østrig var et overstået kapitel.
Det ser altså ud til, at Joachim Löw har fået styr på tropperne, og med den glædelig nyhed om Frings’ skadesituation, så ser det bestemt lyst ud for tyskerne. Frings har nemlig ikke brækket ribbenet, som man i første omgang troede. Han kan dermed, takket være en speciel konstruktion og lidt tape, deltage i opgøret.
KOMMENTAR:
Tyrkerne skal formentlig blot koncentrere sig om at forsvare sig, men med et hullet forsvar og en rusten målmand kan det også blive svært nok i sig selv. En forholdsvis sikker sejr til Tyskland på 2-0 belønnes med odds 6,5 hos bwin.
|