Andre indlæg fra
Roman Empire
Denne bruger har ikke andre indlæg
Nikolaj Markussen lod en bombe sprænge i går, da han fortalte, han var blevet tilbudt et syv-cifret beløb for at kvitte rødt og hvidt i tre år for at kunne stille op for Qatar ved VM 2015 på hjemmebane.
Det har naturligvis vakt opstandelse i håndboldverdenen, hvor den form for rekruttering generelt ikke møder opbakning. I min optik virker det helt absurd og forrykt, at reglerne overhovedet tillader én spiller at stille op for to forskellige landshold – og det bliver ikke mere spøjst af, at spilleren ikke behøver have den mindste tilknytning til landet – vedkommende skal alene kravle i et tre-årigt landsholds-hi.
Det er ikke noget nyt fænomen i sportens verden, at udøvere stiller op for lande, hvor de ikke er født. Det er ikke et særsyn i atletikkens verden, hvor vi har vores egen Wilson Kipketer som eksempel, som skiftede Kenya ud med Danmark – og måtte stå over OL 1996 i Atlanta pga. karantæne. Ligeledes har man set rige arabiske lande og USA nationaliserer dygtige afrikanske udøvere – fx kenyanske Bernand Lagat, der nu stiller op for USA – er gift med en canadier med kinesiske rødder, og bor i Tyskland – bør han kunne skifte mellem de 5 nationaliteter efter forgodtbefindende? I badminton og bordtennis har man set dygtige kinesiske spillere stille op for europæiske lande, da konkurrencen er benhård i Kina, hvor de ikke havde udsigt til landsholdskarriere. I fodboldens verden har man bl.a. set brasilianere stille op for kolonimagten Portugal, når de ikke har haft en kinamands chance for at komme på A Seleção. Der er talrige eksempler i stort set alle sportsgrene.
Det er ikke nyt i håndbold heller, at spillere har spillet for flere forskellige landshold. Det er primært et østeuropæisk fænomen, hvor fx Fridrikas (Sovjet, Litauen og Østrig), Rutenka (Hviderusland og Slovenien) samt Sterbik (Yugoslavien og Spanien) – de har dog alle haft en tilknytning til de respektive lande, og har alle udstået efterfølgende karantæne. Der går grænsen i min optik. Tilknytning er nøgleordet. Man bør ikke kunne trække statsborgerskab i en automat. Derudover må det være et spørgsmål om moral – det bør være en ære at stille op for det land, man er født i – eller har rødder i. Det skal være det største for en sportsudøver at trække i nationaldragten, tjene sit land og gøre det ære.