Mine hovedinteresser indenfor sport ligger i NFL og kampsport (MMA).
NFL har jeg fulgt siden 90'erne. Mit eget favorithold er San Fransisco 49'ers.
Jeg har også fulgt MMA tæt de senere…
Det er muligt, at denne blog er overflødig, men jeg skriver den nu alligevel til dem, som ikke ved så meget om MMA og egentlig gerne vil vide noget om det.
Personligt finder jeg denne sport helt utrolig interessant og underholdende. Men hvis man ikke ved hvad MMA drejer sig om, så kan mine spilforslag godt være sort snak. Dette vil jeg gerne afhjælpe.
MMA står for Mixed Martial Arts. Det er en sportsgren, hvor man som udøver træner de bedste egenskaber fra hele kampsportens verden, hvilket gør udøveren til den komplette fighter. Det mest kendte forbund er UFC (Ultimate Fighting Championship). Her kæmpes der i et ottekantet bur - "The Octagon". I de normale fights kæmpes der i 3 omgange á 5 minutter. I en titelkamp kæmpes der i 5 omgange á 5 minutter. Fighten stoppes før tid, hvis en fighter vinder på KO (knockout) eller TKO (technical knockout), hvor en TKO er når en fighter ikke kan forsvare sig selv, hvorefter dommeren stopper kampen. Fighten stoppes også hvis den ene fighter laver en "tap-out", hvilket vil sige at han klapper af og overgiver sig. Dette gøres typisk ved submissions, hvor den ene fighter har lavet en så god lås på en arm/ben/hals/nakke osv. så modstanderen ikke kan holde til det, hvorefter han tapper så dommeren stopper kampen. Hvis man ikke tapper ved f.eks. en strangulering, så besvimer man, og så stopper dommeren også kampen. Det er fighterens eget ansvar at tappe, da den fighter, der er ved at udføre submissionen skal fortsætte til dommeren stopper kampen. En kamp kan også stoppes før tid, hvis lægen skønner, at det er uforsvarligt for en fighter at fortsætte. Dette er altid et skøn, der kan diskuteres. F.eks. så vi i sidste uge, at Fedor Emelianenko blev stoppet af lægen i pausen mellem 2. og 3. omgang. Fedor kunne ikke se ud af det ene øje, da det var hævet en del. Her tænkes der på fighterens helbred, da de fleste fightere ikke selv vil træffe den fornuftige beslutning. En fighter kan også blive diskvalificeret, hvis dommeren i buret skønner et angreb har været ulovligt, og modstanderen ikke kan fortsætte. Hvis kampen går hele tiden ud, så er det op til 3 dommere at pege på en vinder. Her kommer der en gang imellem kontroversielle beslutninger, men generelt er sporten slet ikke lige så korrupt som alm. boksning, hvor man næsten ikke kan tabe på points på hjemmebane. Muligvis en grov beskyldning, men det er altså min holdning.
Grunden til at man tager det bedste fra alle kampsportsgrene er, at man får brug for alle "våben" i buret. Man starter stående og man skal derfor kunne slå og sparke fornuftigt. Her er der tale om standing striking skills. Typisk bruges der boksning, kickboksning og Muay Thai. Buret giver en naturlig omkransning af området, hvor man kan bevæge sig, så det kan næsten ikke undgås at man kommer i clinch med modstanderen. Dette skal man så også kunne mestre. Både den frie clinch og clinchen op ad buret. Her skal man f.eks. kunne styre både sin egen og modstanderens balance. Her er bryderne gode, men også en stilart som judo er meget velanvendt. Hvis man er dygtig på gulvet, så udnytter man clinchen til at foretage en nedtagning på sin modstander, hvorefter kampen fortsætter på gulvet og ens ground skills bliver testet. Næsten alle kampe kommer på et tidspunkt på gulvet, hvorfor gulvteknikker også er ekstremt vigtige. Her er BJJ (Brazilian jiu-jitsu), og grene af BJJ, den mest benyttede kampsport. Men grundlæggende brydning er også meget vigtig på gulvet. Det kan dog godt være svært at udføre sine teknikker, når modstanderen ligger oven på én og pounder løs med hænder og albuer. På den måde vindes rigtig mange fights. Dette kaldes ground'n'pound. Ulempen ved bare at slå løs på en modstander, der ligger ned er, at det er utrolig hårdt, så hvis man ikke vinder kampen på det, så er der stor risiko for, at man løber tør for kræfter og taber kampen senere i omgangen eller i omgangen efter. Derfor benytter flere fightere også den bedre position på gulvet til at forbedre sin position endnu mere, hvorefter man kan udføre en submission på et tidspunkt. Har man en bedre position end modstanderen på gulvet, så tæller det også hos dommerne til en senere dommerbeslutning.
Der kæmpes i UFC i 7 forskellige vægtklasser. Jeg skriver mest om UFC, da det som nævnt er det mest populære forbund, og typisk er det, der vises i TV. Canal 9 viser en del fra UFC. Dog er Strikeforce også ved at komme frem, og f.eks. Eurosport er begyndt at vise Strikeforce direkte.
Sporten har udviklet sig fra at være utrolig voldsom, hvor alt var tilladt og fighterne kom alvorligt til skade, til at være en decideret sportsgren, hvor der tages hensyn til fighternes helbred. Det er en god udvikling, da det IMO var særdeles usmageligt dengang en fighter kunne ligge forsvarsløs og modtage skaller i ansigtet så blodet flød og personen ville få varige mén. I dag stopper dommeren kampen når den ene fighter ikke kan forsvare sig selv intelligent, hvilket nok er det tætteste vi kan komme på en sikker løsning. Fighterne kan nogle gange ikke selv forstå hvorfor dommeren stoppede kampen, da de har det her kæmpe konkurrencegen, der gør, at de under ingen omstændigheder vil gi' op. Derfor er det godt, at dommeren kan træffe beslutningen for dem.
Der er forskellige regler i de forskellige forbund. Generelt er det ikke tilladt at angribe skridtregionen eller øjnene. Hos UFC er det f.eks. tilladt at benytte albuer når fighterne ligger på gulvet. Det er ikke tilladt hos Strikeforce. Det er smag og behag hvad man er tilhænger af, men personligt er jeg mest til de tekniske fightere, der er ekstremt dygtige til submissions. Jeg synes man bevæger sig væk fra sporten og tættere på almindelig vold, når en fighter bare bliver smadret uden at kunne forsvare sig. Det er en hårfin balance og svært at forklare. Jeg er godt klar over, at der også er nogle derude, der slet ikke kan forstå, at det her overhovedet kan kaldes en sportsgren.
Noget af det mest fascinerende ved sporten er, at fighterne skal være i en helt fantastisk form, for at kunne konkurrere på så højt et niveau. En legende som Randy Couture er stadigvæk aktiv i en alder af 47 år! Han er én af de tunge drenge, men han har en helt utrolig cardio. På nettet ses klip, hvor hans form testes. Hvis hans form som 47-årig skulle plottes ind i et skema over elitesportsudøvere i USA, så er han på niveau med de absolutte bedste i 20'erne. Det er intet mindre end imponerende.
Ens fysiske form er én ting, men fysikken vinder ikke kampene alene. De tekniske evner skal også være til stede. Har man mangler i sine skills, så møder man helt sikkert en fighter, der slår én, hvilket også er fascinerende ved sporten. Det er set flere gange, at utrolig dygtige fightere med baggrund i én stilart stiller op i MMA, og de taber meget hurtigt. Der er undtagelser, men det er helt sikkert, at man ikke når i nærheden af toppen, hvis man kun kan få stilarter. Mange af de bedste fightere kan være (og har været) deltagere ved OL og VM inden for én af de stilarter de mestrer. Men selv en verdensmester i kickboksning taber en fight i MMA, når han tages til gulvet, hvis han ikke kan forsvare sig mod det. Der er generelt stor sportsmanship og respekt fighterne imellem, og det er næsten rørende at se en fighter, hvis hoved ligner et færdselsuheld, kun tale rosende om den mand, der lige har været skyld i hans udseende.
Jeg kunne fortsætte denne blog i en evighed, men jeg må slutte nu. Håber det giver et indblik i en sport, som virkelig er underholdende, og hvor der også er gode muligheder for at tjene nogle penge. Bookmakerne har meget svært ved at sætte odds på MMA, for de kan ikke bruge deres statistikker til lige så meget som i andre sportsgrene. Det er en meget kompleks sport at oddssætte. For der findes ikke en tabel, der viser hvad der sker, når en bryder og kickbokser møder en bokser, der også kan BJJ, men bokseren er ikke lige så fysisk stærk som bryderen, men bryderen har svært ved at forsvare sig mod submissions på gulvet osv. osv.
Jeg ser det som en fordel at have prøvet MMA på egen krop, da det godt kan være svært at læse sig til, hvordan de forskellige stilarter er over for hinanden, og hvad der er vigtigt for at kunne udføre de forskellige teknikker. Alligevel kan det dog også være meget svært at bette på MMA, da det er en meget lukket kreds. En fighter vil selvfølgelig aldrig fortælle om en knæskade inden en kamp, for så er det 100% sikkert, at det vil blive udnyttet. Derfor ved vi normalt ikke noget som helst om skader, fysisk og psykisk tilstand før en fight. Flere fightere stiller op med "småskader" såsom brækkede ribben eller generel sygdom, hvilket havde været rart at vide inden et bet. Sådan er vilkårene i gamet, og sådanne faktorer skal indregnes i ens CV. Diverse udtalelser kan også sjældent bruges, da der i fighting ikke nævnes brugbare ting før en fight. Det er en machosport, hvor man ikke vil se svag ud. Man vil tværtimod prøve at psyke modstanderen med trash-talk og lign.
Det siges, at MMA er den hurtigst voksende sport i USA. Det forstår jeg godt, for det er jo helt vildt underholdende! Fantastiske atleter, der konkurrerer om at være bedst til en sport, hvor der er afregning ved kasse 1, hvis du ikke er god nok. Det er konsekvenspædagogik der vil noget! I love it.