Tirsdag og onsdag skydes
denne sæsons udgave af Champions League i gang, når FC Barcelona skal forsøge at forsvare det trofæ, som de fravristede Manchester United i sidste sæson. Det bliver desværre ikke med dansk deltagelse efter den cypriotiske tragedie for FC København på den lille ferieø, men tv-seerne og gamblerne kan alligevel se frem til mange spændende opgør i den kommende sæson.
Allerede i første runde i de indledende puljer er der rigtig spændende opgør på plakaten, hvor det mest interessante må siges at være Inter, der tager mod FC Barcelona. Nedenfor kan du læse en optakt til Champions League anno 2009/2010, hvor vi gennemgår puljerne.
I parentes ses oddsene for, at holdet vinder puljen.
Gruppe A
FC Bayern München (2,45 – Expekt)
Juventus (2,50 – Ladbrokes)
Bordeaux (6,00 – Sportingbet)
Maccabi Haifa (51 – Blue Square)
En sæson uden mesterskab er fiasko for Bayern München, der i sidste sæson blev snydt af Wolfsburg på målstregen. Holdet har endnu en gang oprustet inden den nye sæson, hvor Mario Gomez i offensiven næsten i sig selv må stille krav om mesterskab til den sydtyske klub, som også formåede at beholde Ribery i truppen på trods af massiv interesse for den franske wing. Man har dog fået en svingende start på Bundesligaen, hvorfor det også skal blive spændende at se, om holdet kan klare favoritværdigheden i både Bundesligaen og Champions Leagues gruppe A.
Juventus er efterhånden på vej til fordums styrke efter de mange skandaler, som ramte italiensk fodbold tidligere, og med sidste sæsons andenplads og europæiske exit til Chelsea er man nu klar til europæisk fodbold igen. Med Ciro Ferrara i trænersædet har man fået en flot start på sæsonen, hvor man bl.a. besejrede Roma med 1-3 i den italienske hovedstad. Set med danske øjne er det også interessant, at Christian Poulsen igen ser ud til at være inde i varmen hos ’Den gamle dame’.
Bordeaux er kommet forrygende fra start i Frankrig, hvor man har sat sig på Ligue 1s førsteplads, og der bliver behov for ro på bagsmækken i den hjemlige liga, hvis franskmændene skal generobre respekt i Europa. Den franske vinby har nemlig ikke sikret sig en plads blandt de sidste 16 hold i Champions League i de sidste ti år, hvorfor revanchelysten efterhånden må være enorm. Samtidig får man muligheden for at bevise, at det ikke kun er Lyon, som kan sætte Frankrig på det europæiske fodboldkort
Maccabi Haifa er ikke levnet mange chancer i gruppe A, men efter syv års fravær i Champions League er man igen tilbage i det fine selskab. Det bliver noget helt specielt for den israelske klub, som er tilbage på tronen i israelsk fodbold efter nogle magre år, da man for første gang kommer til at spille sine hjemmekampe på den rigtige hjemmebane. Senest var man tvunget til at rykke kampene til Cypern. De undertippede israeler kan derfor håbe på noget af en heksekedel på eget græs.
Gruppe B
Manchester United (1,40 – Bet365)
Wolfsburg (7,50 – Nordicbet)
CSKA Moskva (11 – Bet24)
Besiktas (20 – Unibet)
Der har været meget tale om, at Manchester United kom svækket gennem sommerens transfervindue, da man har sagt farvel til bl.a. Christiano Ronaldo og Carlos Tevez, men undervurderes skal Alex Fergusons tropper aldrig i en turnering, som man flere gange har vist, at man altid kan præstere i, lige meget hvor sammenpresset programmet så er for ”De røde djævle”. Holdet starter i en gruppe, der – på papiret – har relativt overkommelige modstandere, men samtidig har alle tre modstandere i puljen stærke hjemmebaner.
Wolfsburg var flyvende i sidste sæson, da frontduoen Dzeko og Grafite scorede det ene mål efter det andet. Man har formået at holde fast på de to målkonger, og med tilgangen af Felix Magath på trænerposten har man sammensat noget rigtigt spændende i kampen for titelforsvaret. Starten på sæsonen har dog ikke været helt optimal for Wolfsburg, der har hentet to sejre og tabt tre gange i de første fem kampe, som lader meget tilbage at ønske i forhold til sidste sæson. Spørgsmålet er, om man kan holde den samme kadence.
CSKA Mosvka kan i starten af turneringen i den grad nyde godt af, at den russiske sæson løber fra foråret hen over sommeren og ind i efteråret, hvorfor spillerne i øjeblikket yder deres optimale rent formmæssigt. Russisk fodbold er mest kendt for nogle hårde udebaneture for de europæiske modstandere, som ofte kan have det svært i det russiske klima, der er meget omskifteligt. Samtidig skal niveauet ikke undervurderes pga. de mange penge, der er dukket op i russisk sport de senere år.
Besiktas er af bookmakerne tippet til at have de dårligste chancer for at avancere fra puljen, men med de passionerede og medlevende tyrkere på lægterne kan holdet helt sikkert være med til at gøre det svært for gæsterne, hvor kun Manchester United på forhånd ligner en hjemmekamp, hvor man rigtig er undertippede. Besiktas skal forsøge at bygge videre på den positive bølge fra sidste sæson, hvor man langt om længe fik sat de klassiske storhold til vægs med en flot pointmargin, men man kan nemt få det svært på udebane i en gruppe, som på forhånd er meget åben.
Gruppe C
Real Madrid (1,57 – Eurobet)
AC Milan (3,90 – Unibet)
Olympique Marseille (12 – Nordicbet)
FC Zürich (101 – Bet365)
Kongeklubben Real Madrid tørster efter den endegyldige succes i Champions League, og hvad kunne være mere passende end at vinde denne sæsons udgave af turneringen, da finalen afholdes på kongeklubbens hjemmebane Santiago Bernabeu. Man har endnu engang oprustet helt vanvittigt med indkøbene af Benzema, Kaka og selvfølgelig Christiano Ronaldo, hvorfor alt andet end europæisk succes næsten er en skuffelse for hovedstadsklubben.
Netop Kaka forlod Milan til fordel for Real Madrid, og milaneserne er altså blevet en ubegribelig boldkunstner fattigere med salget af brasilianeren. Milan er og bliver dog et klassemandskab, som er rutineret helt ind til benet, hvor navne som Gattuso og Oddo nærmest forsvinder blandt de mange italienske arbejdsheste, som man finder hos klubben. Skal Champions League være vellykket for Milan, skal de slå Inter ud eller komme længere end deres største rival i turneringen.
Marseille er et af de hold, der forhåbentlig kan være med til at markere fransk fodbold i europæisk sammenhæng, så Lyon ikke er alene om denne tjans. Man fik en flot andenplads i Ligue 1 i sidste sæson. Man har dog ikke alt for gode erfaringer med Champions League gennem det seneste årti. Således er man kun avanceret fra den indledende gruppe én gang i de sidste fire forsøg, ligesom hjemmebanen har været et stort problem i europæisk sammenhæng med blot en sejr i de sidste ni kampe.
Defensiv er noget, der vinder mesterskaber. Det kan FC Zürich skrive under på, efter de hjemtog det schweiziske mesterskab i sidste sæson. Trofæet kom i hus takket være en rigtig solid defensiv, som kun lukkede et enkelt mål ind per kamp. En egenskab, der i den grad kan blive brug for hos det undertippede alpe-mandskab, som hverken kan true med en skræmmende østeuropæisk hjemmebane eller store profiler, om end man fx har sin egen stjerne i form af 22-årige Almen Abdi på den offensive midtbane, hvor han i sidste sæson scorede hele 19 gange.
Gruppe D
Chelsea (1,50 – Eurobet)
Atletico Madrid (5,75 – Nordicbet)
FC Porto (8 – Ladbrokes)
Apoel Nicosia (100 – Bet24)
Chelseas styrker og kvaliteter i truppen kender de fleste fodboldelskere formentlig, men hvad der er interessant for den nye sæson er, at Drogba, Lampard og de andre verdensstjerner har en ny og europæisk succesrig træner i sædet. Italienske Carlo Ancelotti er nemlig i den varme stol nu, og det er altså en træner, der i den grad kender til europæisk fodbold, og hvordan man får succes i denne. Muligheden for succes til London-klubben i Champions League forværres naturligvis heller ikke af, at klubben har startet sæsonen i Premier League helt suverænt.
Atletico Madrid er et af flere hold i Spanien, der står urimeligt meget i skyggen af giganterne FC Barcelona og Real Madrid. Naturligvis er de to klubber i særklasse, men Atl. Madrid har en utrolig spændende trup, som specielt offensivt kan være med til at gøre kampene i Champions League ekstra underholdende. Spillere som Forlan, Agüero, Maxi Rodriguez og Simao er således med til at sætte kulør på offensiven i klubben, der meget vel kan gå hen at overraske senere i turneringen.
FC Porto husker de fleste formentlig for den mildest talt overraskende Champions League-triumf tilbage i 2004, hvor mandskabet kom forbi alle de store favoritter og slog til i finalen. Siden da er det dog ikke blevet til de helt store overraskelser i europæisk sammenhæng, om end man stort set er en fast bestanddel i Champions League, hvor man ofte leverer nogle stabile præstationer både ude og hjemme. Holdet lever i den grad højt på egne talenter, ligesom sydamerikanske spillere også sætter deres præg på truppen, der ofte leverer spillere til største klubber i Europa.
De fleste bliver nok ramt af et rent flashback, når cypriotiske APOEL nævnes. De gjorde nemlig det onde ved FC København i kvalifikationen, og hvad holdet muligvis mangler i kvalitet, det har man til gengæld i rutine, hvilket i den grad er nøgleordet hos de cypriotiske mestre. På et jævnt mandskab er en af profilerne dog Konstantinos Charalambides, som har en del erfaring fra både Grækenland og Tyskland. Facts er, at det bliver utrolig svært for APOEL, der – på papiret – ikke var bedre end københavnerne, som var forhåndsfavoritter.
Gruppe E
Liverpool (1,72 – Eurobet)
Lyon (3,75 – Nordicbet)
Fiorentina (6,5 – Expekt)
Debrecen (101 – Boylesports)
Liverpool har igennem de seneste år formået at levere præstationer på et højt europæisk niveau flere gange. Dette på trods af, at maskinen måske ikke har været helt så velsmurt i Premier League, hvor man ofte har haft det svært i kampen mod de andre tophold, men når man kommer ud i Europa, så synes Beatles-byens største hold at være i et andet gear, hvor Gerrard & co. for alvor kommer i gang. Liverpool er typisk et hold i europæisk sammenhæng, som man forventer, kvalificerer sig til play off, men herefter kan holdet nemt overraske med Benitez ved roret.
Flere års dominans i fransk fodbold blev i sidste sæson brudt, da Lyon kun formåede at hente nok point ind til en placering som nummer tre i ligaen. De sidste sæsoner har dog været kendetegnet af en gevaldig udvikling for Lyon, der har taget sig rigtig godt ud i Europa, hvor specielt hjemmebanen har skabt store problemer for selv de største mandskaber. Om man kan klare sig uden Benzema skal blive spændende at se. Modsat tidligere har klubben rent faktisk haft midler og status til at hente solide erstatninger ind, hvilket bl.a. er sket hos Porto.
Fiorentina – med både Per Krøldrup og Martin Jørgensen i truppen – overraskede positivt i sidste sæson, hvor man formåede at holde fast i en 4. plads i Serie A på trods af hård kamp fra bl.a. Roma. Man var dog stadig et skridt bag de bedste i ligaen, ligesom man nærmest var to skridt bag Inter, der tog titlen. Fiorentina kom videre i Europa efter en spændende kvalifikation mod Sporting Lissabon som sidste forhindring, og det skal blive spændende at se, hvad Mutu, Gilardino og Jørgensen kan udrette på de store stadions rundt omkring.
Sidste hold i gruppe E er det ubeskrevede blad Debrecen, der spiller i den ungarske liga til dagligt. Generelt er ungarsk fodbold ikke noget, man ser meget til i europæisk sammenhæng, hvor et hold fra landet senest var repræsenteret tilbage i sæsonen 1995/1996, hvorfor det må beskrives som en mindre sensation, at Debrecen er kommet her til. Man har slået Levadia Tallinn og Levski Sofia på sin vej. Skal holdet have succes, så bliver det specielt op til angriberen Gergely Rudolf, da han nettede 16 gange i 26 kampe i sidste sæson.
Gruppe F
FC Barcelona (1,50 – Bet365)
Inter (3,50 – Expekt)
Dynamo Kiev (29 – Expekt)
Rubin Kazan (30 – Nordicbet)
FC Barcelona er sammen med Inter storfavoritter til at gå videre fra gruppe F, og dette ikke uden grund. FC Barcelona har forstærket sig med Zlatan Ibrahimovic i en offensiv, der ser skræmmende stærk ud på trods af, at man også har sendt Eto’o væk fra klubben i bytte for den fysisk stærke svensker. Som forsvarende mestre er der naturligvis ikke nogen tvivl om, at forventningerne er store, og hvad ville være mere oplagt for Barcelona, end at genere de evige rivaler fra Real Madrid ved at spille Champions League-finalen på hovedstadsklubben hjemmebane, hvor finalen afholdes i 2010.
Farvel til Ibrahimovic og goddag til Samuel Eto’o er status i Inter, som får nogle meget interessante opgør med Ibrahimovic, når Barcelona og Inter tørner sammen. Inter har for alvor bidt sig fast i de allerøverste pladser i Serie A efter mange års hård kamp med de andre tophold, men den definitive succes i Europa mangler stadig, hvorfor holdet i den grad må sulte efter et trofæ her. Man må regnes for Italiens bedste bud.
Efter at Dynamo Kiev og Shakhtar Donetsk har kæmpet om den ukrainske trone i flere år, satte Dynamo Kiev i sidste sæson Shakhtar fuldstændig på plads i kampen om førstepladsen, da Kiev-klubben tog titlen med et forspring på 15 point. Det er to stærke mandskaber, som vinder nærmest alt i Ukraine, men det store problem for de to tophold er også, at man sjældent får rigtig kvalificeret modstand, hvorfor Dynamo Kiev kan få det rigtig svært i denne pulje.
Rubin Kazan snød i sidste sæson de mange Moskva-klubber i kampen om mesterskabet, hvor der ellers har været tradition for mange titler til den russiske hovedstad, og godt inde i 2009-sæsonen ser Rubin Kazan også ud til at snyde hovedstadsklubberne, som dog kan drage fordel af, at Kazan-klubben kan se frem til sin debut i Champions League, hvorfor det kan være med til at fjerne fokus fra den hjemlige liga. Klubben er en typisk russisk topklub set ud fra sammensætningen med en del russiske og sydamerikanske spillere til at krydre det hele.
Gruppe G
Sevilla (1,91 - Eurobet)
Stuttgart (3,05 – Nordicbet)
Glasgow Rangers (8 – Unibet)
Unirea Urziceni (34 – Gamebookers)
Sevilla er et af de hold, der altid lige er i hælene på Real Madrid og FC Barcelona i kampen om det spanske mesterskab på trods af de mange millioner til forskel. Specielt defensiven har været med til at holde klubben højt oppe i tabellen i de senere år, og dette på trods af, at man også har et angreb med Kanouté og Fabiano i front, som tilmed er blevet suppleret af Negredo, der svarede for 19 mål i 34 kampe i sidste sæson. I denne jævne gruppe bør man være favorit til at gå videre.
Det helt store spørgsmål i Stuttgart er, hvorvidt man kan klare sig uden Mario Gomez, der var med til at skyde Stuttgart på vej mod toppen i sidste sæson. Specielt i foråret scorede Gomez det ene mål efter det andet, hvilket han også har gjort de sidste tre sæsoner for den tyske klub, og så er spørgsmålet, om dette hul kan lukkes. Starten på sæsonen har ikke været imponerende med blot en enkelt sejr på fem kampe, og noget kunne tyde på, at det bliver svært at kombinere både Champions League og Bundesligaen.
’Same old story’ i Skotland, hvor Celtic og Glasgow Rangers bare tordner derudad. Mandskaberne er endnu en gang i særklasse i ligaen, men samtidig bliver det aldrig til den helt store europæiske succes, da man ganske enkelt ikke møder nok kvalitativ modstand igennem sæsonen, hvor forfølgerne ofte sættes med op til tyve point i kampen om de to første pladser. Rangers har med spillere som Kenny Miller og Kris Boyd nogle spændende profiler, men i Europa kan det være svært for skotterne at sætte sig igennem.
De rumænske storhold som Bukarest-klubberne og Cluj måtte i sidste sæson se sig snydt af storsatsende Unirea Urziceni, der hjemtog mesterskabet for næsen af favoritterne. Klubben rykkede først op i landets bedste række i 2006, og ganske logisk har der været høje ambitioner og mange penge bag, for at dette projekt har kunnet lykkes på så kort tid. Klubben kan måske efterligne Clujs tidligere præstationer og gøre det svært for nogle af modstanderne, men man skal i den grad overpræstere, hvis man skal avancere fra denne lige pulje.
Gruppe H
Arsenal (1,37 – Eurobet)
AZ Alkmaar (10 – Nordicbet)
Olympiakos (11 – Unibet)
Standard Liege (20 – Unibet)
Arsenal bør absolut ikke have nogen problemer med at avancere fra denne gruppe, som på forhånd ser meget åben ud blandt de tre øvrige mandskaber. Man kan ikke frasige sig at have en ung trup, men man har alligevel vist fra start i Premier League, at holdet alligevel bør kunne være med helt i toppen. Vigtigt er det dog også, at de unge stjerner får en god start på turneringen, ligesom en udebanetur til Olympiakos heller ikke er nogen nem opgave for de unge spillere. De skal dog skal have klassen til at avancere. Det skal ligeledes at blive spændende, hvad Bendtner kan udrette på den europæiske scene.
Glem al snakken om velkendte storhold som Ajax Amsterdam, Feyenoord og PSV. AZ Alkmaar har bidt sig fast i den hollandske top, hvor man sidste år sikrede sig mesterskabstitlen, som man er kommet godt fra land med at forsvare i denne sæson også. Det skal blive spændende at se, om man kan holde dampen oppe i europæisk fodbold, mens man også brillerer hjemme i Holland, hvor de sårede storhold sikkert vil gøre alt for at fravriste AZ titlen.
Olympiakos er en fast bestanddel i Champions League, hvis man lige ser bort fra sidste år, hvor kvalifikationen glippede for første gang i 11 sæsoner. Nu er man så tilbage i det fine selskab, og selvom man gang på gang taler om den stærke hjemmebane, så har grækerne rent faktisk kun vundet to af de seneste ti opgør på hjemmebane, hvor man til gengæld har haft det godt med at gøre det svært for storhold, som ofte har måttet nøjes med et enkelt point.
Standard Liege er tilbage helt i toppen af belgisk fodbold med et par mesterskaber i bagagen, hvorfor al snak om Anderlecht-eurofori er forstummet igen. Helt god har sæsonstarten dog ikke været for Liege-klubben, der har nationaliteter fra store dele af verden på holdkortet, da man kun har hentet to sejre i seks kampe, om end man ikke har indkasseret nederlag i de resterende fire.
Udvalgte bookmakere med stort Champions League-udvalg og bonus - klik på logoet for bonus:
Bet365 tilbyder op til
1000 DKK i en 100 % velkomstbonus til nye kunder
Nordicbet tilbyder en 100 %
velkomstbonus til nye kunder på op til 750 DKK.
Expekt tilbyder en 100 %
velkomstbonus til nye kunder på op til 750 DKK.